Klimatilpasning af vandløb

I forbindelse med udarbejdelse af Norddjurs Kommunes klimatilpasningsplan har kommunen ønsket at få belyst, hvilke konsekvenser de forventede ændringer i nedbørsforholdene vil få for afstrømningen i vandløb og afvandingstilstanden på de vandløbsnære arealer.

Det har fra lodsejere og interessenter været fremført, at man ved at gennemføre fysiske indgreb i vandløbene kan mindske eller helt eliminere påvirkningen af de ændrede nedbørsforhold og derved opretholde vandafledningsevnen i vandløbene.

På baggrund heraf har Norddjurs Kommune anmodet Orbicon om at undersøge, hvilke ændringer i vandløbsvedligeholdelsen der i givet fald skal foretages for at fjerne eller minimere risikoen for oversvømmelse af de vandløbsnære arealer og forringelse af afvandingstilstanden.

Kommunen har endvidere ønsket undersøgt, hvilke fysiske forandringer, så som øget profilbredde eller øget bunddybde, der skal til for at opretholde den nuværende vandføringsevne i vandløbene og afvandingstilstanden omkring disse.

Analyserne er foretaget i fire udvalgte vandløb i kommunen med det formål at få klarlagt, om det er muligt at opretholde vandløbenes nuværende vandføringsevne og derigennem reducere påvirkningerne af de vandløbsnære arealer.

Derudover har undersøgelsen haft det formål at belyse de plan- og lovgivningsmæssige forpligtigelser og bindinger, som en sådan klimatilpasning af vandløb vil være underlagt.

Rapport Klimatilpasning af vandløb