Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside

Ny museumschef på Museum Østjylland

Et af Jyllands store, kulturelle fyrtårne får pr. 1. november ny museumschef, når Jesper Bækgaard tiltræder i chefstillingen for Museum Østjylland.

Museet hører til blandt landets største, lokalhistoriske museer med udstillinger både i Grenaa, Ebeltoft og i Randers.

"Jeg er rigtig glad for at byde Jesper Bækgaard velkommen i stillingen som museumschef. Vi får en stærk strategisk udvikler med stor kompetence i at lede stedbundne museer, og vi får en erfaren og inspirerende chef, der arbejder ud fra styrkepositioner. Jeg er ikke i tvivl om, at Jesper Bækgaard sammen med de virkelig dygtige medarbejdere kan fortsætte og videreudvikle Museum Østjyllands stærke position, " siger Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør i Randers Kommune, hvor han også er direktør for kulturområdet og formand for ansættelsesudvalget.

Museum Østjylland er et statsanerkendt, kulturhistorisk museum med tilhørende arkiver. På tværs af udstillinger i både Ebeltoft, Grenaa og Randers belyser museet menneskets historie og vilkår fra de ældste tider til nu i henholdsvis Randers, Norddjurs og Syddjurs kommuner. Museet drives i fællesskab af de tre kommuner og med Randers Kommune som museets hovedtilskudsyder.

"Museum Østjylland er på tværs af sine afdelinger et spændende og stærkt museum med en enorm viden og høj kvalitet. Her er engagerede og passionerede medarbejdere som forstår og tør arbejde med den unikke historie i området. Jeg glæder mig helt vildt til at være med til at præge den videre udvikling og begejstre publikum, ligesom jeg også glæder mig til at hilse på og fortsætte samarbejdet med de mange frivillige, som støtter op om Museum Østjylland og museets afdelinger, " siger Jesper Bækgaard.

Jesper Bækgaard kommer fra en stilling som museumsdirektør for Struer Museum og har bag sig mange års erfaring i at udvikle såkaldt stedbundne museer, der har afsæt i at formidle en del af landets historie ud fra det geografiske sted, museet repræsenterer. Og her er han især kendt for at forstå at fokusere museers formidling og profil og dermed understøtte, at et museum kan gå forrest og med stor relevans formidle sin viden. Samtidig har han stor erfaring i at drive et museum, hvor der også er mange og engagerede frivillige.

Jesper Bækgaard er uddannet cand.mag. i Historie og Medievidenskab fra Aarhus Universitet og bor privat i Vejle sammen med sin hustru og to sønner. Fritiden bliver især brugt på litteratur, kultur, vandreture og motion og som engageret frivillig i den lokale fodboldklub.

"Da Museum Østjylland netop har afdelinger både i Grenaa, Ebeltoft og Randers, vil der i forbindelse med, at Jesper Bækgaard starter i stillingen blive lagt en stærk introduktionsplan, som sikrer, at Jesper kommer godt rundt i geografien og til alle afdelinger af Museum Østjylland, " siger Jesper Kaas Schmidt.

Kontaktinformation

Jesper Bækgaard: 22 83 64 99

Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør i Randers Kommune: 22 24 33 42

Nyhedsdato: 01.10.2021