Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside

Ny infrastrukturaftale tilgodeser Norddjurs

Regeringen har sammen med samtlige partier i Folketinget netop offentliggjort en aftale om infrastruktur-investeringer frem til 2035.

Aftalen tilgodeser også Djursland med 713 mio. kr. og indeholder forbedringer af bl.a. rute 15, som vil være til gavn for borgere, virksomheder og turisme i Norddjurs Kommune.

Alle partier i Folketinget har den 28. juni 2021 indgået forlig om fremtidens infrastruktur-investeringer i Danmark frem til 2035.

Aftalen indeholder en række forbedringer og udvidelser af infrastrukturen i Østjylland.

Aftalen indebærer bl.a. forbedringer af rute 15 mellem Aarhus og Grenaa i form af i alt 344 mio. kr. til anlæggelsen af fire kilometer lange omfartsveje nord om Tirstrup og øst om Trustrup samt i alt 369 mio. kr. til udbygning af rute 15 mellem Bale og Tåstrup, inkl. nødvendige VVM-undersøgelser.

Aftalen indebærer desuden en række initiativer, der vil styrke mobiliteten og tilgængeligheden i Norddjurs, i form af bl.a.:

  • Pulje på 3,5 mia. kr. til projekter, som kan binde land og by sammen og sikre bedre fremkommelighed, herunder til opgraderinger af eksisterende landeveje til motortrafikveje, 2+1-veje, etablering af omfartsveje og til de ændringer af cyklistforholdene, som de konkrete nyanlæg og opgraderinger af statsvejene måtte føre med sig.

  • Økonomisk ramme på 500 mio. kr. i 2022 til 2030 til bedre ladeinfrastruktur langs vejnettet, så der sikres en geografisk dækning af ladestandere i landet, som fremmer den grønne omstilling og understøtter mobiliteten.

  • Havnepulje på 50 mio. kr. i 2022, hvor der kan søges om tilskud til f.eks. etablering af kajanlæg, moler, vejinfrastruktur på havnen og eventuel infrastruktur til landstrøm.

Borgmester Jan Petersen (S) udtrykker stor glæde over det nye infrastrukturforlig:

”Den nye infrastrukturaftale er et godt skridt i retning af et Danmark i bedre balance. Aftalen er et gennembrud for en bedre vejforbindelse til Grenaa og Grenaa Havn. Jeg glæder mig over udbygningen af rute 15 og omfartsvejene omkring Trustrup og Tirstrup, da det har stor betydning for såvel borgere, virksomheder og turismen i kommunen og er en væsentlig begyndelse på den nødvendige fremtidige infrastruktur på Djursland. Samtidigt styrker det bindeleddet til Sverige gennem færgeruten Grenaa-Halmstad, hvilket kommer Nord- og Syddjurs samt hele Østjylland og Midtjylland til gavn. Samlet set investeres der nu ca. 700 mio. kr., og jeg bemærker samtidig, at der fortsat er 3,5 mia. kr., som vi kan bruge for, at hele strækningen når i mål.”

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Jan Petersen, borgmester
Tlf. 27 85 24 51

Nyhedsdato: 29.06.2021