Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside

Bevæg dig for livet-puljen tredobles

I Norddjurs Kommune øger man indsatsen for at få flere i bevægelse og tredobler derfor i 2021 Bevæg dig for livet-puljen.

I år er der således hele 300.000 kr. i puljen, og man kan søge op mod 25.000 kr. per projekt mod 10.000 kr. i 2020.

Bevæg dig for livet-puljen blev oprettet i 2020 med det formål at skabe mulighed for igangsættelse af nye initiativer, aktiviteter og enkeltstående projekter, som bidrager til målsætningen om 1.100 flere motionsaktive i Norddjurs inden udgangen af 2024.

Et ordentlig skud

På baggrund af høringssvar blev der i budgetaftalen for 2021-2024 afsat yderligere 300.000 kr. i 2021 til styrkelse af Bevæg dig for livet-indsatsen i Norddjurs. Kommunens kultur- og fritidsudvalg besluttede inden jul, at pengene skulle udmøntes som puljemidler i Bevæg dig for livet-puljen. Samtidig blev det besluttet at hæve grænsen for, hvor meget der kan søges til det enkelte projekt, fra 10.000 kr. til 25.000 kr. Om beslutningerne fortæller formanden for udvalget Lars Østergaard:

"Nu hvor Corona igen lægger foreningslivet ned, er nye målrettede og inkluderende aktiviteter endnu vigtigere for, at vi kan nå vores mål om flere aktive borgere. Man skal ikke underkende, hvor meget investeringer i folkesundhed giver igen. Samtidig var Bevæg dig for livet-puljen en stor succes i 2020, og af de grunde giver vi i 2021 puljen et ordentligt skud".

En serie af vellykkede projekter

I 2020 var der syv foreninger, der modtog støtte til deres projekter fra Bevæg dig for livet-puljen. En af de foreninger var Grenaa IF's fodboldafdeling, der modtog støtte til udvikling af pige- og damefodbold.

"Støtten har helt konkret betydet, at vi har kunnet ansætte en udviklingskoordinator for pige- og damefodbolden og gennemføre inspirationstræning i alle SFO'er i Grenaa. Vi har allerede oplevet fremgang i vores medlemstal, og effekten af projektet vil også kunne mærkes i de kommende år. Vi vil anbefale andre foreninger at søge Bevæg dig for livet-puljen, hvis de brænder inde med spændende projekter" fortæller Jens-Thyge Traulsen, der er ungdomsudvalgsformand i Grenaa IF.

Foruden de syv støttede projekter resulterede Bevæg dig for livet-indsatsen i 2020 i ét samlet gå-fællesskab, en gruppe driftige lokale gå-værter, en rapport om borgernes idræts- og motionsvaner, nye læringsperspektiver på skole- og dagtilbudsområdet, opstart af Jump4fun mv.

En god ide?

Hvis man har et spændende projekt, fortæller projektleder for Bevæg dig for livet, Theis Kaas Pedersen, at man ikke skal holde sig tilbage:

"I kan søge op til 25.000 kr. per projekt, og ansøgninger behandles løbende. Så længe projektet bidrager til, at vi får flere aktive borgere, så er rammerne for puljen relativt bredde. Så har I en god ide, skal I endelige bare søge eller tage fat i os for sparring".

Om Bevæg dig for livet

Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. Det er visionen i Bevæg dig for livet, der er Danmarkshistoriens største idrætspartnerskab mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund, Trygfonden og Nordea-fonden. I 2019 indgik Norddjurs Kommune i en Bevæg dig for livet-kommuneaftale for 2019-2024.

Læs mere om hvordan puljen søges her, og om Bevæg dig for livet-succeser i 2020 her.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Theis Kaas Pedersen
Projektleder, Bevæg dig for livet, Norddjurs Kommune
THKP@norddjurs.dk
Tlf.: 23 47 02 64

Nyhedsdato: 04.02.2021