Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside

Fuld opbakning til Norddjursmodel

Dansk Industri, LO og 3F bakker op om Norddjursmodellen, hvor virksomheder får hjælp til at få ansatte opkvalificeret samtidig med, at de får tilført likviditet.

Virksomheden Röchling Meta-Plast er allerede med.

Der er opbakning fra mange sider til det nye initiativ kaldet Norddjursmodellen fra Norddjurs Kommune. Regionale repræsentanter fra arbejdsmarkedets organisationer er begejstrede for kommunens tiltag.

”What is not to like? Vi er glade for, at Norddjurs har fokus på virksomhederne i kommunen og vil understøtte dem i en svær tid under Coronakrisen,” lyder det fra Gordon Trier Holm fra DI Randers Norddjurs.

Projektet går ud på, at virksomheder bliver kontaktet af kommunens virksomhedskonsulenter og får hjælp til at sætte uddannelse i gang for de ansatte, som måske ellers skulle have været afskediget i kølvandet på Corona-nedlukningen. Der bliver søgt godtgørelse og kompetencefonde, så det bliver så nemt som muligt for virksomhederne at komme i gang med undervisningen, som AOF MIDT står for. 

”Initiativet er med til at sikre økonomien og fjerne besværet i processen for virksomhederne. Uddannelse til ansatte og ledige har vi stort fokus på og med det her, kan medlemmer undgå at blive fyret,” siger formand Joan Brøgger fra 3F Djursland.

Vejen frem

Formand for LO Djursland er også glad for kommunens initiativ.

”Efteruddannelse er simpelthen vejen frem. Det er noget, vi har sukket efter i mange år,” siger Torben Jakobsen fra LO.

Èn af de virksomhedsledere, der allerede har takket ja til tilbuddet, er Martin Busk Jensen fra Röchling Meta-Plast i Allingåbro.

”Det er en fordel for os, at vi kan tilbyde medarbejderne at blive dygtigere, mens vi ikke har så meget aktivitet i virksomheden. Det er mit håb, at vores ansatte kan få nogle værktøjer, så de bliver mere trygge i hverdagen, og IT og engelsk er jo vigtigere end nogensinde før. Vi har flere kunder, som slet ikke taler dansk,” forklarer Martin Busk Jensen.

Udvalgsformanden for Erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget i Norddjurs Kommune, Else Søjmark, glæder sig over den positive modtagelse.

”Det vidner om, at når alle trækker i samme retning, kan vi komme styrkede ud af krisen,” siger Else Søjmark.

Hvis man vil vide mere, kan man kontakte kommunens Hotline eller erhvervsafdelingen direkte.

Billedtekst:

”Röchling Meta-Plast vil tilbyde de ansatte at blive bedre til dansk, matematik, engelsk og IT, indtil virksomheden er oppe i omdrejninger igen efter Corona-nedlukningen”.

Nyhedsdato: 06.07.2020