Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside

Nyt teststed åbner i Grenaa

Tirsdag 22. december samles al COVID-19-test i Grenaa på ny adresse. Det nye teststed giver mulighed for at øge testkapaciteten.

Borgere, der skal testes for COVID-19 i Grenaa, skal fra tirsdag 22. december møde op på en ny adresse. Region Midtjylland åbner nyt teststed i tomme butikslokaler på Østerbrogade 2, som dagligvareforretningen Netto flyttede fra i foråret.

Teststedet samler al COVID-19-test i Grenaa, og dermed lukker både Grenaa Sundhedshus og Idrætscenter Grenaa for test.

På den nye adresse kan der skrues op for testkapaciteten i Grenaa i løbet af de kommende uger.

"Vi glæder os over, at vi på meget kort tid har kunnet indrette en ny teststation i Grenaa og dermed øge testkapaciteten i Norddjurs betragteligt. Det er sket i god dialog med Norddjurs Kommune og med hurtig handling fra Salling Group, som har lokalerne. I de nuværende rammer har vi kunnet teste 300 borgere om dagen. På den nye adresse kan vi teste 500 dagligt," siger hospitalsdirektør, Regionshospitalet Randers, Jonas Dahl.

Gående test med tidsbestilling

COVID-19 test Grenaa udfører PCR-test, dvs. podning i halsen med efterfølgende svar på sundhed.dk.

Al test vil ske gående og kun efter forudgående tidsbestilling via coronaprover.dk.

Der er mulighed for parkering ved teststedet. Adgangsforholdene er handikapvenlige, så har man brug for kørestol, rollator eller andre hjælpemidler er det en fordel at medbringe disse.

Teststedet vil være åbent alle dage kl. 09.00 – 16.00, dog med reduceret åbningstid (kl. 10.00 – 14.00) følgende dage; 24. december, 25. december, 30. december og 1. januar.

I juledagene vil de fleste tider være reserveret til borgere, der er henvist til test som nær kontakt til en smittet person.

For yderligere oplysninger, kontakt:

Jonas Dahl, hospitalsdirektør, tlf.: 78 42 01 05

Praktiske oplysninger:

Bestil tid: til COVID-19 test på www.coronaprover.dk

Adresse: Østerbrogade 2, 8500 Grenaa

Sygesikringskort: Husk at medbringe det gule sygesikringskort

Krav om mundbind: Alle borgere skal bære mundbind, når de møder op til test.

Parkering: Kan ske på adressen.

Åbningstid: Åbent alle dage kl. 09.00 – 16.00, dog med reduceret åbningstid (kl. 10.00 – 14.00) følgende dage; 24. december, 25. december, 30. december og 1. januar.

Svar på testen: Se det på www.sundhed.dk

Nyhedsdato: 17.12.2020