Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside
Forstør eller formindsk teksten på hjemmesiden.
 
 

Nyt navn til Område Øst

Område Øst bestående af Vestre Skole, Børneby Mølle, Kattegatskolen og Toubro Børneby har fået nyt navn.

Den lokale helt hædres stadig

Der var fuld sol på legepladsen og fuld koncentration i ansigterne på de 3 elever fra 7. a på Vestre Skole, der havde fundet skygge bag en rutchebane til at få produceret en lille Lego-film.

De virkede intetanende om, at der er truffet en glædelig beslutning om, at området bestående af Vestre Skole, Børneby Mølle, Kattegatskolen og Toubro Børneby fremadrettet kommer til at gå under navnet ”Søren Kanne Børneby”.

I det daglige vil de fire afdelinger der samlet set udgør Søren Kanne Børneby blive kaldt Mølle-Toubro, Søndre, Vestre og Østre. Navne som er genkendelige for mange Grenaagensere.

”Søren Kanne, det minder mig om den statue, der står oppe i byen” var Emilie Kjær-Hansens (7.a) kommentar på det nye navn. Og det har hun fuldstændig ret i. Søren Kanne hædres nemlig for sin bedrift i 1835, hvor et skib gik på grund 50 meter ud for Grenaas kyst, hvorefter Søren Kanne reddede skipperen i land på hesteryg.

Hverdagens helte skal også hædres

Der er ikke meget hesteryg på skemaet i hverken dagtilbud eller skoler i Søren Kanne Børneby, men det ændrer ikke ved, at navnet er det helt rigtige til børnebyen.

”Vores skoler og dagtilbud er fyldt med hverdagens helte. Både børn og personale udretter små og store ting hver eneste dag, og derfor giver det god mening, at vi minder os selv om én af de lokale helte, som gjorde en forskel for et andet menneske” udtaler den nye leder af børnebyen Jacob Hørlyk.

Og han fortsætter: ”Vi vil gerne skabe en bevidsthed om, at det ikke er alle helte, der fødes i et tv-program. De findes lige her omkring os”.

Konkurrenceelementet fik dog en lille plads

Om end det ikke blev til et tv-program, så valgte bestyrelsen i området dog at udlodde 4 biografbilletter til den mand/kvinde, hvis navneforslag blev valgt til børnebyen.

Ca. 50 bud var i spil. Men det var Pia Adamsens forslag om ”Søren Kanne Børneby”, der løb med flest stemmer i bestyrelsen, og dermed også hende, der kan tage sine 3 drenge fra 4. 3. og 1. klasse på Kattegatskolen med i biografen.

For Pia Adamsen var det lokale element en vigtig faktor: ”Jeg syntes, det skulle være et navn, der havde relation til området, uden at det fremhævede én skole eller daginstitution frem for en anden”.

Et navn man skal vænne sig til

Ingen af de 3 elever i skyggen bag rutchebanen havde deltaget i konkurrencen, men alle var dog interesserede i at høre om præmien.

Emil Nordby Kjeldsen (7a) kendte i forvejen til Søren Kannes heltegerning og var også med på idéen om at opkalde den nye børneby efter ham: ”Det er fint nok at opkalde børnebyen efter en lokal helt”. For Emil var det mere ordet ”Børneby”, han skulle vænne sig til: ”Det er da lidt underligt at gå i for eksempel 9. Klasse og så sige, at man går i en børneby”.

”Børneby” eller ”Skole”

Om Emil og hans to klassekammerater skal vænne sig til at gå i en børneby vides endnu ikke med sikkerhed.

Det er endnu ikke afgjort fra statens side, om området bliver inddelt i skoler og dagtilbud, eller om de må gå under ét, og dermed blive en børneby.

For yderligere kommentarer eller informationer kontakt:

Leder af Søren Kanne Børneby: Jacob Hørlyk
Email: jh@norddjurs.dk
Telefon: 89 59 24 90

Nyhedsdato: 17.06.2019