Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside
Forstør eller formindsk teksten på hjemmesiden.
 
 

Tre virksomheder fra Norddjurs Kommune med i konkurrence

Tre virksomheder fra Norddjurs Kommune er igennem nåleøjet til intensiv iværksætterkonkurrence.

50 østjyske virksomheder har netop fået at vide, at de er udvalgt til et helt særligt mentorforløb og muligheden for at vinde 50.000 kroner i konkurrencen Iværksætterprisen 2019.

Bag iværksætterprisen står Business Region Aarhus. Blandt de udvalgte virksomheder er tre virksomheder fra Norddjurs Kommune. De tre virksomheder er Pure Algae Denmark, SEA MAN Seaweed Chips og Nærvarmeværket.

Første skridt i mentorforløbet er en nytænkningsdag, som foregår i Domen ved Aarhus Havn den 23., 24. og 25. april 2019. Inden for kategorierne effektivitet, livskvalitet og bæredygtighed mødes iværksætterne for at få banebrydende metoder og erfaringer til at forbedre deres kundeoplevelser.

Temaet for årets iværksætterpris er netop ”Kundeoplevelser i verdensklasse”.

Borgmester i Norddjurs Kommune Jan Petersen udtaler: ”Der skal lyde en stor hyldest til de tre udvalgte virksomheder fra Norddjurs Kommune. Det er virkelig flot. Alle tre virksomheder er spændende at følge, særligt fordi de bygger på visioner, der er aktuelle og nære. Det forløb, som Business Region Aarhus har tilrettelagt for de udvalgte, kan føre en masse god sparring og samarbejde med sig, uanset om det er en Norddjurs-virksomhed, der løber med den endelige sejr. Jeg håber, at forløbet kan være med til at synliggøre vigtigheden af vores iværksættere i kommunen som helhed"

Pure Algae Denmark og SEA MAN Seaweed Chips ligger i Grenaa, og Nærvarmeværket ligger i Trustrup. Pure Algae Denmark arbejder på at etablere Danmarks første kommercielle produktion af tang dyrket i kontrollerede landbaserede anlæg med henblik på at kunne levere tang i topkvalitet året rundt. Som navnet vidner om, arbejder SEA MAN Seaweed Chips også med tang. Virksomheden laver bæredygtige chips ved hjælp af tang, og chipsene fås i flere forskellige smagsvarianter. Nærvarmeværket i Trustrup er et moderne og miljøvenlig opvarmningsanlæg, der gennem luft-til-vand-varmepumper leverer varme til boligejere uden for fjernvarmeområder.

Årsagen til, at Business Region Aarhus igen i år lancerer iværksætterprisen, er at iværksætteres betydning for den samlede beskæftigelse er yderst vigtig. Iværksættere kommer med nye ideer og værdi og har hvert år de seneste 10 år skabt 4000 blivende jobs. Alene i 2018 steg antallet af nye virksomheder med seks procent i Østjylland og dermed ligger Østjylland i spidsen med den højeste rate for at etablere nye virksomheder uden for hovedstadsområdet.

Fakta: I alt 115 østjyske virksomheder meldte sig til konkurrencen og forløbet, hvor en jury af østjyske vækstrådgivere har udvalgt 50. De 50 virksomheder kommer fra hele Østjylland og står nu foran et intensivt forløb, inden vinderne kåres den 23. maj 2019 på Sostrup Slot i Norddjurs. De 12 østjyske kommuner er: Viborg, Randers, Silkeborg, Favrskov, Norddjurs, Syddjurs, Skanderborg, Samsø, Odder, Horsens, Hedensted og Aarhus.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Borgmester, Norddjurs Kommune, Jan Petersen
Tlf.: 27 85 24 51

SEA MAN Seaweed Chips, Heine Max Olesen
Tlf.: 31 32 42 24

Pure Algae Denmark, Esben Rimi Christiansen
Tlf.: 20 10 01 07

Nærvarmeværket, Michael Meldgaard
Tlf.: 29 70 43 99

Sekretariatschef Business Region Aarhus, Jane Baad Jensen
Tlf.: 23 72 10 14

Nyhedsdato: 16.04.2019