Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside
Forstør eller formindsk teksten på hjemmesiden.
 
 

TV-køkken på Fjellerup Strand

Kendt kok og lokale fødevareentusiaster tryller for rullende kameraer i friluftskøkken på Fjellerup Strand for at sætte fokus på Norddjurs' store gastronomiske potentiale.

Best of Norddjurs er et projekt, der skal bidrage til at udvikle fødevareerhvervet i Norddjurs. Et af de lokalområder, som projektet fokuserer på, er Fjellerup, hvor den anerkendte kok Nikolaj Juel-Christiansen på stranden vil fyre op under gryderne den 10.-11. september.

"Norddjurs er en gastronomisk guldgrube med masser af fantastiske råvarer og producenter, som vi skal have endnu mere i spil. Skønne fisk og tang fra havet, kronvildt fra de store skove for bare at nævne et par eksempler. Der ligger simpelthen så mange fantastiske madoplevelser og venter derude - og dem skal vi sørge for, at alle får øjnene op for", udtaler kokken Nikolaj Juel-Christiansen.

I bedste TV-køkken-stil vil Nikolaj, under åben himmel, lave lækker mad af lokale råvarer fra kyst og hav. Undervejs bliver han assisteret af Kristian Ottesen fra Nordisk Tang og andre af lokalområdets fødevareentusiaster, mens madhistoriker Bettina Buhl fra Det Grønne Museum leverer fortællingen om den kulturhistoriske baggrund for den mad, der laves.

Hele seancen på Fjellerup Strand bliver filmet, hvorefter der produceres en række appetitvækkende videoer, som præsenterer Norddjurs’ unikke fødevare-skatkammer.

En del af Best of Norddjurs

Arrangementet på Fjellerup Strand indgår i projekt Best of Norddjurs, der tager udgangspunkt i områderne Fjellerup, Bønnerup, Høbjerg og Norddjurs' skove. I projektet vil madhistorikere og kokke kortlægge lokalområdernes råvarer og fødevareaktører for derefter i samarbejde med lokalsamfundene at udvikle nye produkter og aktiviteter, der sætter fokus på de fire elementer kyst, skov, have og mark.

Projektet skal desuden bidrage til at styrke identitetsfølelsen i landsbyerne og kompetenceudvikle lokale producenter, gårdbutikker, slagtere, kroer osv. for på den måde at skabe vækst.

Norddjurs Kommune er fungerende projektholder, mens Det Grønne Museum er partner på projektet, der har modtaget økonomisk støttet af Erhvervsstyrelsens Landdistriktspulje.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Jeppe Kirketerp, projektmedarbejder
Norddjurs Kommunes erhvervsafdeling
Mail: jek@norddjurs.dk
Tlf. 20 13 88 89

Nyhedsdato: 05.09.2018