Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside
Forstør eller formindsk teksten på hjemmesiden.
 
 

38 sociale foreninger rykkede ud i det flotte efterårsvejr

Fredag den 28. september var omkring 100 lokale ildsjæle at finde i Grenaa og Auning.

I anledning af den nationale frivillighedsdag, Frivillig Fredag, viste frivillige fra 38 foreninger deres aktiviteter frem. Det vakte stor nysgerrighed blandt de besøgende.

Allerede ved åbningen af frivilligmarkederne stod mange nysgerrige besøgende klar til at hilse på de frivillige og prøve de mange forskellige aktiviteter i teltene. De besøgende i Grenaa kunne bl.a. spille brætspil hos Ungdommens Røde Kors, skyde på mål hos Djurs Handi Fodbold og finde sine forfædre hos Datastuen. I Auning kunne de besøgende bl.a. opleve modeshow med tøj fra Kirkens Korshær Genbrug, smage kaffe brygget på kaffeerstatning hos Det Grønne Museum og deltage i amerikansk lotteri hos Diskotek for unge med særlige behov.

En hyldest til de frivillige

Frivilligmarkederne blev åbnet af Borgmester, Jan Petersen i Auning og formand for voksen- og plejeudvalget, Lars Møller i Grenaa. Begge benyttede de lejligheden til at takke de mange frivillige i Norddjurs Kommune. Borgmester Jan Petersen sagde til de frivillige: ”I skaber fællesskaber og gode oplevelser for dem, der har et handicap, en kronisk lidelse eller er syg på anden måde. Det er helt afgørende, det I gør. I skaber den menneskelige kontakt, som vi alle sammen har brug for. Det at være en del af noget større. Det leverer i uanset alder, uanset herkomst, uanset helbredstilstand og uanset varigt handicap. ”

En mangfoldig forsamling af foreninger

I teltet mødte de besøgende en bred skare af forskellige foreninger inden for det sociale område. Der var lokale pensionistforeninger, der arrangerer sociale arrangementer for ældre. Patientforeninger som eksempelvis Hjerteforeningen, der tilbyder foredrag og motionsaktiviteter for hjertepatienter. Eller man kunne hilse på de frivillige i Nydansker Netværk, der tilbyder rådgivning og socialt netværk til flygtninge. Der var noget for enhver på Frivillig Fredag. Både dem, der gerne ville være frivillige og dem, der var på udkig efter et tilbud til sig selv eller en pårørende.

Stor lokal opbakning til Frivillig Fredag

Igen i år har mange lokale aktører støttet op om Frivillig Fredag og bidraget til at skabe en festlig dag for både foreninger og besøgende. Kvickly Bageren i Grenaa og GuldBageren i Auning sørgerede for morgenbrød til de morgenfriske frivillige, der hjalp med at gøre teltet klar. SuperBrugsen i Auning og Jyske Bank i Grenaa serverede kaffe og te, så både frivillige og besøgende havde noget at varme sig på i efterårskulden. Elever fra Grenaa Gymnasium IB-klasse hjalp til ved at lave pynt til teltet og stå for underholdning til børnene. Disse og mange flere gjorde det muligt igen i år at fejre frivilligheden i Norddjurs Kommune og gøre endnu flere opmærksomme på de mange spændende tilbud, der findes.

Frivillig Fredag arrangeres af Norddjurs Kommune og frivilligrådet i samarbejde med de lokale frivillige sociale foreninger.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Kathrine Lund Jacobsen
Frivilligkonsulent, Norddjurs Kommune
Telefon: 89 59 40 32
Mobil: 23 32 17 90
E-mail: klj@norddjurs.dk

Nyhedsdato: 03.10.2018