Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside
Forstør eller formindsk teksten på hjemmesiden.
 
 

Ægtepar kåret som Årets Frivillig 2018

Lis og Svend Busse blev på Frivilligdagen den 21. november kåret som Årets Frivillig 2018.

Parret har i mere end 30 år givet gode oplevelser og nærvær til ældre i Grenaa. Lis og Svend har deres daglige gang på Posthaven, hvor de har været frivillige i Venneforeningen siden Posthaven åbnede i 1996 og før det på De Gamles Hjem i Lillegade.

Et par der handler med hjertet

"I er et par der handler med hjertet," sådan lød ordene fra formand for voksen- og plejeudvalget Lars Møller, da han overrakte prisen 'Årets Frivillig 2018' til det rørte ægtepar, Lis og Svend Busse.

Prisen blev traditionen tro uddelt på årets Frivilligdag, hvor 100 frivillige fra det sociale område var samlet til en hyggelig aften i Auning Idræts- og Kulturcenter. Frivilligdagen er arrangeret af Norddjurs Kommunes frivilligråd og bød på velkomsttale ved formand for voksen- og plejeudvalget Lars Møller, frivilligrådets årsberetning, oplæg om den lokale frivillighed og valg til frivilligrådet.

Fra De Gamles Hjem til Posthaven

Årets Frivillig 2018 har en lang karriere som frivillige bag sig. I 1986 startede Lis Busse som sygehjælper på De gamles hjem i Lillegade. Hurtigt blev hun engageret i Venneforeningen, og arbejde og fritid flød sammen, når Lis arrangerede fester, revyer og udflugter for beboerne.

Lige så stille blev Svend også engageret i aktiviteterne på De Gamles Hjem, og da beboerne i 1996 flyttede til Posthaven, tog Lis og Svend med og startede Posthavens Venneforening. Svend har siden 1996 været formand for Posthavens Venneforening. I Posthaven fortsatte Lis og Svend med at skabe gode oplevelser for de ældre med busture, middage, underholdning, banko, sangaftner og meget mere.

Krammere og kvikke bemærkninger

”Med hjertevarme og nærvær skaber Lis og Svend tætte relationer til de personer, som de møder. Man føler sig altid godt tilpas i deres selskab. Lis og Svend opleves som ligetil og ikke blege for en frisk bemærkning, der giver anledning til glæde og latter,” sådan lød beskrivelsen af parret fra Lars Møller, som kender parret fra Posthaven.

Lis og Svend Busse trækker sig næste år fra Posthavens Venneforening, og flere af parrets medfrivillige benyttede derfor også muligheden for at sige et par ord og overrække gaver til parret.

Frivillige skaber fællesskaber for alle

Det var ikke kun Årets Frivillig, der blev hædret på Frivilligdagen. Formand for voksen- og plejeudvalget Lars Møller benyttede også lejligheden til at takke alle frivillige i Norddjurs Kommune: ”For os i Norddjurs Kommune er Frivilligdagen en anledning til at fejre jer og vise, at vi sætter stor pris på den indsats I gør. En indsats der har en uvurderlig betydning for rigtig mange mennesker her i Norddjurs. En indsats der er med til at gøre Norddjurs Kommune til et sted, hvor der er plads og fællesskaber til alle.”

Fakta om Årets Frivillig 2018: Navn: Lis og Svend Busse Alder: 79 år (Lis), 83 år (Svend) Bopæl: Grenaa Gift i 1960

Indstillede til prisen som Årets Frivillig 2018

Kandidat: Lisbeth Gitte Horndrup Jensen
Forening: REN Grenaa

Kandidat: Ruth Mogensen
Forening: Farsøhthus-Vennerne

Kandidat: Margit Enghave
Forening: Nydansker Netværk

Kandidat: Jonna Jensen
Forening: Farsøhthus-Vennerne

Kandidat: Henning Jensen
Forening: Digterparkens Venneforening

Kandidat: Margit Jensen
Forening: Digterparkens Venneforening

Kandidat: Anni Boye
Forening: Café Grenaa

Kandidat: Alice og Bent Krog
Forening: Ældresagen Rougsø/Sønderhald

Kandidat: Lis og Svend Busse
Forening: Posthavens Venneforening

Kandidat: Jonna Bach
Forening: Gymnastikforeningen i Nørre Djurs

Kandidat: Lis Hansen
Forening: Djurs Handi

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Kathrine Lund Jacobsen
klj@norddjurs.dk
Tlf. 23 32 17 90

På billedet: Årets Frivillig 2018 Lis og Svend Busse sammen med formand for voksen- og plejeudvalget Lars Møller (th.).

Nyhedsdato: 23.11.2018