Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside
Forstør eller formindsk teksten på hjemmesiden.
 
 

Beredskab til eksamen – alle bestod

”Kraftpræstation af dimensioner, så kort kan det siges”. Det er en særdeles tilfreds beredskabsdirektør, der gør status efter dagens storulykke på Anholt, som heldigvis kun var en øvelse.

Beredskabet var presset til det yderste i dag og der blev lagt et stort engagement fra alle involverede aktører i beredskabsøvelsen på Anholt.

En voldsom brand i forbindelse med en eksplosion i flere campingvogne spredte sig til omkringliggende natur og bygninger. 14 tilskadekomne, heraf 3 meget kritiske, blev evakueret med helikopter til Aarhus Universitetshospital Skejby, Odense Universitetshospital og Rigshospitalet. Brandmænd og udstyr fra Djursland blev fløjet fra Tirstrup Lufthavn til Anholt med Forsvarets redningshelikoptere, som derefter tog 11 lettere tilskadekomne med tilbage til Tirstrup Lufthavn. Her stod læger og ambulancer fra Præhospitalet i Region Midt klar til at behandle patienterne, inden de blev overflyttet til Regionshospitalet i Randers.

”En kæmpe logistik-operation, der virkede efter planen”, fortæller Kasper Sønderdahl, beredskabsdirektør for Randers, Favrskov og Djursland.

Mere end 200 mand var involveret i dagens fuldskala-øvelse, der havde til formål at træne beredskabet på Anholt og myndighedernes samarbejde. Øvelsen omfattede både scenarierne på Anholt, behandlingspladsen i Tirstrup Lufthavn og strategisk krisestyring i den lokale beredskabsstab på Politigården i Aarhus.

Kreative løsninger og fejlretning

”Vi træner for at sikre læring”, fortæller beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl. ”Flest mulige kreative løsninger skal laves og flest mulige fejl skal opdages sådan en dag. Kun på den måde kan vi sikre, at vi helt skarpe, når det bliver alvor”, siger han.

Nu går evalueringsarbejdet i gang

”Vi skal have samlet alle input fra de mange aktører i en evalueringsrapport og så tilretter vi planen, så de mange læringspunkter bliver indarbejdet”, fortæller Kirsten Dyrvig, der har udarbejdet beredskabsplanen for Anholt og koordineret den store øvelse i samarbejde med Østjyllands Politi, Præhospitalet i Region Midt og Forsvaret.

Beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl kan kontaktes for yderligere oplysninger på tlf. 51 16 77 09.

Nyhedsdato: 16.05.2018