Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside
Forstør eller formindsk teksten på hjemmesiden.
 
 

Byudvikling på dagsordenen

Torsdag d. 8. marts samles ildsjæle, byudviklere, forskere, lokale erhvervsfolk og arkitekter til samtalesalon om strækningen af NP Josiassens Vej fra Grenaa Idrætscenter til GD-grunden. Med temaerne kreativitet og identitet på dagsordenen er der lagt op til dialog og netværk

Omdrejningspunktet for samtalesalonen er strækningen af NP Josiassens Vej fra Grenaa Idrætscenter til GD-grunden også kaldet The Gaming Mile, hvor hundredvis af spirende og blomstrende spil-folk hver dag færdes. I dag er det ren transport, men hvad nu hvis vejen blev til en del af deres daglige inspiration? Blev det sted, de gik hen for at give plads til kreativiteten. Et sted som var med til at skabe en fælles identitet, ikke bare for spil-folket, men også for den styrkeposition spiludvikling har i erhvervslivet i byen. Disse emner skal udforskes i samtalesalonen, som afholdes på Game Hub Denmark, der er et fællesskab hvor nystartede virksomheder inden for spil-branchen får hjælp til at udvikle deres virksomhed.

Og hvad er en samtalesalon så lige præcis? En samtalesalon er et fagligt sammenskudsgilde med samtaler, der overrasker, og flytter mennesker, og som kan skabe nye forretningsmuligheder på tværs.

Et netværksarrangement, der udfolder muligheder og skaber kontakter
Samtalesalonen giver gode muligheder for at netværke, møde nye mennesker og samtale ud fra faglighed, holdninger og idéer om fremtidens The Gaming Mile.

”Jeg synes, det er interessant at inddrage det lokale erhvervsliv, fagfolk og borgere i processen, når vi bl.a. skal diskutere, hvilken indflydelse fysiske omgivelser har på erhvervsudvikling, iværksætteri og idéudvikling og hvad identitet betyder”, udtaler formand for erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget Else Søjmark, der glæder sig til at høre og deltage i samtalerne.

Samtalesalonen udspringer af et regionalt 2017 projekt mellem Norddjurs Kommune, Region Midtjylland, Aarhus 2017, The Architecture Project, Hele Landet – Sociale Arkitekter, Arkitektforeningen Østjylland og Borgerlyst København.

Tid og sted
Arrangementet afholdes af The Architecture Project og finder sted torsdag d. 8. marts fra kl. 17.30 – 20.30 hos Game Hub Denmark, Østerbrogade 67 A-C, 8500 Grenaa. Det kræver ingen forberedelse eller forkundskaber. Der er stadig ledige pladser, så hvis du synes, det lyder interessant, så tilmeld dig til Signe på smd@thearchitectureproject.dk senest d. 1. marts 2018. Tilmelding er bindende og sker efter først til mølle princippet.

Foto: Rasmus Steengaard
Billedtekst: På billedet ses en tidligere samtalesalon om By-kulturarv og Bæredygtig Byudvikling i Dome of Visions, faciliteret af The Architecture Project

Nyhedsdato: 21.02.2018