Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside

Årets Frivillig 2017 hjælper både børn og ældre

På Frivilligdagen den 23. november blev Årets Frivillig i Norddjurs Kommune offentliggjort og hædret.

Årets Frivillig på det frivillige sociale område blev Preben Gregersen fra Vivild, der imponerer med sin store indsats for både børn og ældre.

Den 23. november bød Norddjurs Kommunes frivilligråd alle frivillige sociale foreninger ind til årets Frivilligdag. Med 142 tilmeldte havde dagen deltagerrekord. Aftenen bød traditionen tro på frivilligrådets årsberetning, oplæg om den lokale frivillighed, valg til frivilligrådet og ikke mindst kåring af Årets Frivillig 2017.

Årets Frivillig blev Preben Gregersen

Norddjurs Kommunes frivilligråd står for udvælgelsen af Årets Frivillig inden for det frivillige sociale område. Med 16 gode indstillinger til prisen var det ingen nem opgave at vælge en kandidat frem for de andre, men efter en god snak og en afstemning mellem to spidskandidater blev Preben Gregersen valgtsom Årets Frivillig. Der var enighed om, at han var en meget værdig kandidat.

I den indsendte indstilling af Preben blev der redegjort for hans omfattende aktiviteter som frivillig i Vivild og omegn. Preben står ugentligt for banko på Langhøjskolen og er også at finde på skolen som lektiehjælper for børn en gang om ugen. Han er kasserer i Vivild Ældreklub, hvor han desuden står for et madhold for mænd. Han er koordinator for Norddjurs Motionsvenner, som han var med til at starte op for seks år siden. Han er årligt med til at arrangere Vivild Knækker Cancer, hvor han i 2015 blev inviteret ind som gæst i TV2s indsamlingsshow på baggrund af den flotte indsamling på 104.000 kr. fra lokale arrangementer i Vivild. Han er aktiv bag sommerfesten i Vivild, han stiller op som brandvagt på efterskolen i Vivild og han er med i bestyrelsen for den lokale brugs.

Ved overrækkelsen af prisen sagde Lars Sørensen, næstformand for voksen- og plejeudvalget: "Som I kan høre, har vi at gøre med en mand, der ikke sidder stille. Preben har altid kalenderen fyldt med ting, han skal, og folk han skal hjælpe. Samtidig med det er han der for familie, venner og bekendte og er klar med omsorg og hjælp, når der er brug for det. Han er ydmyg og vellidt, og til trods for den modstand, han selv har mødt på sin vej, er han altid positiv og interesseret i, om andre har det godt." Der blev givet et stort bifald til Preben ved overrækkelsen af prisen, som udgjorde blomster, diplom og et gavekort på 5.000 kr.

Mange fantastiske frivillige i Norddjurs

Selvom der kun vælges én Årets Frivillig, blev der på Frivilligdagen også plads til at takke de mange andre frivillige, der gør en stor indsats.

"Vi kan ikke gøre det op i tal, men med 100 frivillige sociale foreninger i Norddjurs Kommune når I som frivillige ud til rigtig mange mennesker. I kan noget særligt som frivillige og giver et helt særligt rum for de mennesker, I møder. Et rum som de ikke kan få andre steder. Det vil vi gerne takke jer for," sagde næstformand for voksen- og plejeudvalget i Norddjurs Kommune Lars Sørensen ved åbningen af dagen.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Camilla Steskow
cws@norddjurs.dk
Tlf. 23 32 17 90

Nyhedsdato: 29.11.2017