Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside
Forstør eller formindsk teksten på hjemmesiden.
 
 

Sammen skal vi tiltrække flere turister

Foreningen Business Djursland inviterede Norddjurs Kommunes erhvervsudvalg til dialogmøde for at fortælle om deres vision 2020.

I februar 2017 blev de to erhvervsforeninger Djurslands Erhvervsforening og Syddjurs Erhvervsforening til Business Djursland. Sammenlægningen skete, da de to erhvervsforeninger kunne se et stort potentiale i at fusionere. Erhvervslivet vil ganske enkelt stå stærkere på hele Djursland.

”Business Djursland er lig med vækst. Vi er en forening, der udvikler mennesker, virksomheder og deres relationer og hjælper hinanden,” fortalte formand for Business Djursland, Bjarne Nielsen, til Norddjurs Kommunes erhvervsudvalg, der var inviteret til dialogmøde på Auning Campingplads for at høre mere om den nye forening. Og Business Djursland har store ambitioner, og samarbejde er en af hjørnestenene i foreningen, der på nuværende tidspunkt har 369 medlemmer:

”Vi ved, at hvis vi for alvor skal skabe vækst og udvikling på Djursland, skal vi samarbejde med andre erhvervsrelaterede foreninger,” sagde Bjarne Nielsen.

Partnerskab Borgmester i Norddjurs Kommune, Jan Petersen, hilser den nye forening velkommen:

”I står stærkt, fordi I har en bred dækningsgrad på hele Djursland. Vi vil det samme med Djursland, nemlig skabe de bedste rammer for erhvervslivet og derved skabe vækst og arbejdspladser. Derfor glæder vi os til at samarbejde med jer."

Business Djursland fortalte erhvervsudvalget om deres fem veje til at nå foreningens ambitioner. Foreningen vil blandt andet gerne indgå partnerskaber med kommuner, erhvervsfremmeaktører og andre erhvervsforeninger.

”Vi har store visioner for Business Djursland. Det handler om, at vi skal have skabt et stærkt Djursland, der står sammen og samarbejder om fortsat udvikling og sætter dagsordenen for udviklingsprojekter. Vi skal gøre hinanden gode på Djursland og være et flagskib, både når vi taler turisme og erhverv," udtaler Bjarne Nielsen.

Turisme Formand for Business Djursland, Bjarne Nielsen, er på hjemmebane til mødet. Han er nemlig indehaver af Auning Campingplads, hvor dialogmødet finder sted. Han oplever selv i en dagligdag, hvor langt man kommmer, når man samarbejder med hele lokalområdet om at tiltrække flere turister.

Bjarne Nielsen ved helt nøjagtig, hvad en god ferieoplevelse på camping skal kunne levere:

”Vi har ikke nogen luksusplads, men vi synes, at det er Danmarks hyggeligste campingplads. Pladsen ligger ude i skoven midt i byen, og nu har vi bevist, at en campingplads ikke behøver at ligge ved vandet.”

Djurs Sommerland trækker også mange gæster til. Derfor har pladsen investeret i mange stationære udlejningsenheder, som man i højsæsonen kan leje på dagsbasis.

”Mange ender på Auning Camping, fordi vi ligger tæt på Djurs Sommerland. Men så får de øjnene op for, hvor dejlig Auning er. Der er mange aktiviteter og attraktioner i nærheden og et godt handelsliv her i Auning, og så kommer de igen år efter år, fortæller Bjarne Nielsen.

Familieforetagende

Iværksætteren Bjarne Nielsen har hele tiden været bevidst om, at det ville tage ti år gøre Auning Camping til en god forretning. Og en god forretning bliver det først, når pladsen er istandsat. Det har taget mange arbejdstimer, da ALT har trængt til en kærlig hånd.

Heldigvis er Bjarne Nielsens hænder skruet ualmindeligt godt på; men der har også været fokus på, at der først skulle trækkes lønkroner ud af campingpladsen, når der blev overskud.

”Det er min hustru gennem 25 år,” fortæller Bjarne Nielsen stolt, da Tina træder ind ad døren. Udover at levere en stor arbejdsindsats på campingpladsen, gør hun også rent hos Østjyllands Politi i Aarhus.

De tre børn har også altid set det som en selvfølgelig at hjælpe til. Den ene datter, som er flyttet hjemmefra hjælper stadig. Hun griner, da hun får spørgsmålet, om det altid har været godt at bo i en campingvogn hele året rundt.

”Nej da”, siger hun, men hendes kærlige tonefald vidner om, at deres livsstil har givet familien et rigtig godt sammenhold. Og det er en livsstil, pointerer Bjarne Nielsen.

”Den dag det her bliver et arbejde, lukker vi og udstykker matriklen.”

Fakta:

Auning Camping er på 35.500 kvadratmeter.
125 store enheder
26 stationære udlejningsenheder
Servicebygning renoveret i 2015
www.auningcamping.dk

Business Djursland blev etableret i februar 2017. Det er de to erhvervsforeninger; Djurslands Erhvervsforening og Syddjurs Erhvervsforening, der er blevet til Business Djursland. Business Djursland har 369 medlemmer.

Billedtekst: Business Djursland inviterede for nylig Norddjurs Kommunes erhvervsudvalg til dialogmøde. Mødet foregik på Auning Camping hos Campingfatter alias Bjarne Nielsen, der er formand for Business Djursland.

Nyhedsdato: 21.07.2017