Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside
Forstør eller formindsk teksten på hjemmesiden.
 
 

Søren Gericke laver mad på tværs af generationer

Kokken Søren Gericke præsenterer den 30. august gastronomi-projektet ”Mad på tværs af generationer” på Fuglsanggården i Grenaa. Her har madlavning givet skolebørn ny viden om råvarer og madtraditioner.

I Fuglsanggårdens storkøkken har skolebørn fra Kattegatskolen jævnligt udfoldet sig ved gryderne det seneste år. Sammen med nogle af de ældre, som bor omkring Fuglsanggården, har børnene lært gamle danske retter og råvarer at kende. Og de har eksperimenteret med at bruge råvarerne på nye måder. Den 30. august præsenteres gastronomi-projektet og samarbejdet mellem Fuglsanggården og Kattegatskolen for centrets beboere og indbudte gæster. Dagen markerer også Fuglsanggårdens 50 års jubilæum.

Kendt kok indvier bede

”Vi er stolte over vores gastronomi-projekt, som har været en stor succes for alle deltagere. Derfor præsenterer vi samarbejdet på festlig vis med hjælp fra kokken Søren Gericke. Kattegatskolen har foræret Fuglsanggården to højbede som tak. Dem har køkkenpersonalet beplantet med krydderurter, som bliver brugt i madlavningen. Søren Gericke skal indvie højbedene og derefter lave mad med nogle af børnene, som vi serverer for gæsterne på dagen,” fortæller Helle Thomsen, plejecenterleder på Fuglsanggården og initiativtager. Projektet er en del af Europæisk Gastronomiregion 2017.

Gamle retter på nye måder

En af de elever fra 6. klasse, der har været med i projektet, er Maja Tilsted. ”Hver anden måned har vi været på Fuglsanggården for at lave mad. Det er helt vildt fedt, at vi både har lavet gamle og nye retter”, fortæller hun. ”Maden har været rammen for, at børnene har lært en masse om råvarer og madlavning i et professionelt køkken, men de har også lært noget om køkkenhygiejne, uddannelser indenfor mad og livet på et plejecenter,” siger plejecenterleder Helle Thomsen.

Gastronomi i børnehøjde

Maja Tilsted og hendes kammerater har blandt andet prøvet at lave leverpostej fra bunden, at sylte rødbeder, vride klejner og lave rasp. Det havde mange af børnene ikke prøvet det før, og her kom de ældres erfaring dem til gode. Blandt andet fra Ellen Gleerup, som kommer fra en stor gård og hele sit liv har lavet mad til mange. Nu bor hun i en af ældreboligerne i tilknytning til Fuglsanggården.

Plejecenterleder Helle Thomsen forklarer, hvorfor projektet har været en succes:

”Projektet passer rigtig godt ind i gastronomiregionens tema – at bruge traditionelle råvarer på nye måder. Samtidig passer det godt til Fuglsanggården, for vi har fokus på relationerne mellem børn og ældre i vores værdigrundlag,” fortæller hun, og fremhæver, at ernæringsassistenternes motivation og drivkraft har været en stor del af succesen.

Fakta:

Mad på tværs af generationer:

  • To 6. klasser, 47 børn med lærere fra Kattegatskolen i Grenaa har igennem et skoleår lært traditionelle råvarer og retter at kende og brugt råvarerne på nye måder.
  • Undervisningen er foregået i storkøkkenet på plejecentret Fuglsanggården sammen med 2 ernæringsassistenter.
  • Forløbet har strakt sig hen over skoleåret 2016/2017 og sidste undervisningsgang brugte børnene til at lave mad til den store gastronomi- og jubilæumsfest som holdes den 30. august.
  • På dagen står børnene for bl.a. jubilæumslagkagen, og 20 børn går i køkkenet med kok Søren Gericke, som vil lave mad med kartofler. Projektet er en del af Europæisk Gastronomiregion 2017.

For yderligere kontakt:

Helle Thomsen
Fuglsanggården
Norddjurs Kommune
Tlf. 89 59 24 12
ht@norddjurs.dk

Nyhedsdato: 25.08.2017