Der er 2,25 millioner kroner statslige støttekroner på vej til Norddjurs Kommune. Det betyder, at et længe ønsket projekt nu kan komme et vigtigt skridt videre.
Støtten er nemlig øremærket en ny cykelsti, der skal skabe en sikker og tryg forbindelse mellem Hammelev og Åstrup og samtidig binde området bedre sammen med det eksisterende stinet ind mod Grenaa. Cykelstien forventes færdig i 2030.
Cykelstien har gennem flere år været et stort ønske blandt borgere og brugere af området. Særligt for skolebørn og deres familier bliver den nye sti en markant forbedring.
I dag oplever mange forældre trafikken på Hammelevvej og Åstrup Bygade som en barriere for, at børn kan cykle selv til skole. På strækningen kører både personbiler og tung trafik, og hastighederne er flere steder høje.
Den nye cykelsti vil adskille cyklister fra biltrafikken og dermed skabe en langt tryggere skolevej for elever, der bor i området og går på Østre Skole eller Søndre Skole i Grenaa.
Borgmester Kasper Bjerregaard glæder sig over, at projektet nu kan realiseres:
”Det er godt på mange planer, at vi nu har endnu en cykelsti på vej. Det her handler ikke kun om asfalt og anlæg. Det handler om at give børn og unge en tryggere vej til skole, fritidsaktiviteter og venner. Når vi skaber sikre rammer, giver vi også familierne mere frihed i hverdagen og flere børn mulighed for at vælge cyklen," siger borgmester Kasper Bjerregaard.
Flere får mulighed for at vælge cyklen
Projektet handler ikke kun om skoleveje. Cykelstien forventes også at gøre det lettere for unge og voksne at vælge cyklen til arbejde, fritidsaktiviteter og motion.
Samtidig skaber den en bedre forbindelse mellem Hammelev, Åstrup og Grenaa, ligesom den giver lettere adgang til aktiviteterne ved Åstrup Fritidscenter.
Norddjurs Kommune vurderer, at der er et potentiale for mere cykling i området, når infrastrukturen følger med. Derfor forventes cykeltrafikken på strækningen også at stige, når stien står færdig.
Kommunen forventer, at stien både vil blive brugt af skoleelever, pendlere, fritidscyklister og borgere, der ønsker en rekreativ forbindelse mellem Grenaa og landområderne nord for byen.
En del af en større indsats
Cykelstien mellem Åstrup og Hammelev er en del af Norddjurs Kommunes langsigtede arbejde med at skabe bedre og mere sammenhængende cykelforbindelser i hele kommunen.
Som en geografisk stor kommune med mange mindre bysamfund, kræver det både tid og investeringer at udbygge stinettet.
Derfor sker udviklingen et skridt ad gangen. Senest er der i år åbnet en ny cykelsti mellem Gl. Bønnerup og Bønnerup Strand, og forbindelsen mellem Åstrup og Hammelev bliver endnu et vigtigt led i et mere sammenhængende og sikkert net af cykelruter.
"Vi ved, at ønskerne til nye cykelstier er mange, og det glæder mig, at vi stille og roligt får udbygget nettet rundt omkring i kommunen. Hver gang vi får etableret en ny forbindelse, giver vi flere børn og voksne mulighed for at færdes trygt på cykel. Det er godt for både trafiksikkerheden, sundheden og den grønne transport," siger Udvalgsformand Niels Ole Birk.
Med tilsagnet er der nu skabt et vigtigt grundlag for at realisere projektet. Hvis tidsplanen holder, forventes cykelstien at stå klar senest i foråret 2030.
Fakta om projektet
- Ny dobbeltrettet cykelsti mellem Åstrup og Hammelev.
- Cirka 1,4 kilometer lang.
- 2,5 meter bred asfalteret cykelsti med skillerabat til vejtrafikken.
- Forbinder Hammelev med det eksisterende stinet mod Grenaa.
- Skaber en mere sikker skolevej til Østre Skole og Søndre Skole i Grenaa.
- Forventes færdig senest i foråret 2030.
- Stien finansieres af statslige støttekroner fra cykelpuljen og Norddjurs Kommune.

