Fremover skal arbejdsgiveren uden kommunens hjælp selv følge op på, om medarbejderen får det bedre. Arbejdsgiveren skal fortsat selv holde den lovpligtige første samtale inden for de første 4 uger af sygefraværet og herefter samtaler efter behov.
I det første halve år vil kommunen som udgangspunkt ikke være i kontakt med den sygemeldte ved disse sager - medmindre andet aftales, eller behovet for kommunens hjælp fra starten er åbenlyst.
Vi vil som kommune fortsat rigtig gerne hjælpe, eksempelvis med sparring, hjælpemidler, planlægning, kompenserende ordninger m.m. Så tøv ikke med at tage kontakt, selvom reglerne betyder, at I som medarbejder/virksomhed fremover typisk selv skal bede om hjælpen.
Reglerne for sygemeldte fra 1. juli i meget kort form:
- Hvis medarbejderen forventes tilbage inden 26 uger, og der ikke er behov for hjælp, har medarbejderen som udgangspunkt ikke samtaler med kommunen.
- Du eller din medarbejder kan kontakte kommunen, hvis sygdommen ændrer sig, eller hvis der opstår behov for støtte eller vejledning om muligheden for hjælpemidler osv. Service er vigtig for os, og vi står fortsat til rådighed, så ræk gerne ud.
Dertil er det vigtigt at være opmærksom på disse tidsfrister:
- Senest efter fire uger skal du som virksomhed have indkaldt medarbejderen til den lovpligtige sygefraværssamtale.
- Arbejdsgiveren skal typisk anmelde fraværet og søge refusion på virk.dk inden for fem uger.
- Senest efter otte uger vurderer kommunen, om medarbejderen forventes at være syg i mere eller mindre end 26 uger, og om der er behov for hjælp fra kommunen.
Desuden skal vi som kommune stadig sikre, at betingelserne for at få sygedagpenge er opfyldt.
Vi kontakter jer muligvis i den forbindelse, men det vil afhænge af den enkelte sag.
Virksomheder skal rette henvendelse til:
Ring til Virksomhedsservice på 23 99 42 38 eller skriv til virksomhedsservice@norddjurs.dk og spørge efter fastholdelsesteamet for at høre mere.

