Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside

Lokaldysten lokker lokalsamfund med venskabelig kappestrid og motion

I dag gælder det Nørager, på fredag Allingåbro, og i starten af næste uge finder vi vinderen.

Lokaldysten er et motionsevent der samler borgerne i Norddjurs’ mindre byer, og du kan læse meget mere om hvordan den første dyst i Vivild gik for sig herunder.

Velmødt motionsfest i Vivild

Solen skinnede, sveden dryppede og smilene var store, da Vivild inviterede sine borgere til ”Lokaldysten”.

Cykelklubben troppede op i det hurtige trikot, mødre med barnevogne trillede ude på gå-ruten, og børn spænede så mange runder de kunne, samtidig med de tog pænt hensyn til det ældre ægtepar, som gik turen med stok.

Omtrent 150 ud af byens 700 indbyggere løb, gik og cyklede sammen, og skabte på den måde en folkefest omkring den venskabelige kappestrid mod de andre landsbysamfund, der er med i Lokaldysten.

De tilsynsførende fra DGI vil gerne afsløre, at Vivild tilbagelagde 183,5 kilometer på løbe-ruten. Hvor mange kilometer der blev tilbagelagt på cykelruten og gåruten, holder de til gengæld hemmeligt.

Det endelige resultat bliver afsløret mandag den 20. september, hvor Allingåbro, Nørager og de fire byer i Syddjurs også har afholdt deres lokaldyst.

For borgerne var det især sammenholdet og stoltheden over at der sker noget i byen, som betød noget. Det fortæller tre af deltagerne, som vi fangede til en kommentar.

Cassandra Olsen

3. generation Vivild borger var afsted med sine to børn, det yngste sovende i barnevognen, og sin mand som løb ude på løberuten.

”Det er et meget fint og hyggeligt arrangement. Det giver sammenhold i byen og er vigtigt at bakke op om” Hendes ældste søn Modi Olsen supplerer ”Det er hårdt at gå, men det er også sjovt at gå tur med mor”

Martin Brix, var afsted med venner og familie og er frivillig i Vivild Idrætsforening

”Varmen giver lidt ekstra til oplevelsen, men jeg tager lige en tur mere med et par løbekammerater her om lidt.” Og om selve arrangementet fortæller han: ”Det er vigtigt med fælles begivenheder i de her små byer, det er vigtigt for foreningslivet og så er det godt at folk samtidig får rørt sig. I idrætsforeningen håber vi altid at få lidt flere medlemmer efter sådan nogle arrangementer som det her, så det bakker vi meget op om.”

Vera Mikkelsen, var afsted med sin mand Børge, de tog en enkelt runde på gå-ruten

”Vi synes det er helt fantastisk dejligt at der sker noget her. Vi vil gerne være en del af det byen laver og være med, i stedet for bare at sidde derhjemme. Vi har hilst på mange vi kender, også når de løb forbi os, så det er rigtig hyggeligt. Vi er jo lidt langsomme med stokken, så det var dejligt at de andre var meget hensynsfulde og forsigtige når de overhalede os ude på ruten.”

Lokaldysten fortsætter i to andre byer

I denne uge er det borgerne i Nørager og Allingåbro, som fejrer sammenholdet, spænder skoene og forsøger at tilbagelægge flest kilometer, henholdsvis den 15. og 17. september.

Den vindende landsby hædres af borgmesteren, som overrækker førstepræmien på 5.000 kr. til et eller flere udviklingsprojekter. Samtidig dyster de tre Norddjurs samfund samlet imod fire i Syddjurs, i en kommunal kappestrid.

Lokaldysten er arrangeret i samarbejde mellem DGI, Bevæg dig for livet kampagnen, Norddjurs Kommune og en række lokale samarbejdspartnere i de respektive byer.

Nyhedsdato: 15.09.2021