Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside

Bubber og Villum sejler til Djursland og Anholt

De to gamle venner, Bubber og Tomas Villum Jensen, har chartret et skib. Sammen vil de to udforske de østjyske øer og kystbyer og inspirere danskerne til sejlferie i dansk farvand.

Efter en uges tid på ø-hop mellem bl.a. Hjarnø, Snaptun, Endelave, Tunø og Samsø, går turen nu videre nordpå til de to smukke havnebyer, Ebeltoft og Grenå, og Danmarks mest isolerede Ø, Anholt.

Fra tirsdag den 22. september til torsdag den 24. september sejler tv-værten Niels Christian Meyer, bedre kendt som Bubber, og filminstruktør Tomas Villum Jensen, rundt i farvandet langs Djurslands kyst. Sammen har de sat sig for at gå på opdagelse i det østjyske ø-hav for at inspirere danskerne til endnu flere sejlferier i Danmark. Sejlturen startede for en uge siden, hvor de to herrer påmønstrede i Horsens. Efter en uge på vandet er båden nu nået Djurslands kyst.

Bubber Og Villum på båd.

”Vi er nu på vej mod Danmarks naturskønne næse. Det bliver nogle fantastiske dage. Hvis vi ikke må rejse til udlandet, og vi skal holde afstand, så er det jo helt perfekt at sejle rundt langs den jyske østkyst og vise vores charmerende kystbyer og øer frem for danskerne. Vi glæder os meget til at gå i land og til at møde en masse dejlige mennesker på vores vej," siger Tomas Villum Jensen.

Et filmhold følger de to kendte ansigter under hele turen, der skal blive til en ny serie af rejseprogrammer på DK4. Undervejs ser og besøger de steder og erhvervsaktører i området.

Når de to mænd går i land i Ebeltoft på tirsdag, skal de blandt andet besøge Maltfabrikken, Ree Park Safari og Karpenhøj Naturcenter.

”Bubber og Tomas Villum Jensen har helt sikkert noget at glæde sig til, når de kommer sejlende til Ebeltoft og Syddjurs Kommune. Jeg har selv været sejler i mange år og i al beskedenhed har vi en af Danmarks flotteste kyststrækninger. Oveni skal de besøge både Ebeltoft by og tre af vores rigtig flotte attraktioner. Jeg er sikker på, at det bliver et godt besøg som kan inspirere alle danske sejlere. Hjertelig velkommen til Syddjurs” siger borgmester Ole Bollesen, Syddjurs Kommune.

Onsdag tager Bubber og Villum den lange tur over Kattegat for at udforske Anholt, se sæler og plukke enebær med Jacob Kjærgaard fra Anholt Gin, hvorefter turen går tilbage over Kattegat til Grenaa torsdag for bl.a. at besøge Kattegatcentret og Det Grønne Museum.

”Vi glæder os meget til at vise alt det frem, som Norddjurs har at byde på af naturoplevelser, kultur og ikke mindst et hav af muligheder for aktiv udfoldelse på Nordkysten. Og med det rekordhøje antal turister og gæster, der også i år valgte Norddjurs til, så ved vi, at området har alt, hvad der skal til for at skabe en mindeværdig ferie. Jeg ser meget frem til at opleve, Tomas og Bubber på inspirerende vis formidle de mange muligheder og oplevelser her er, ”siger borgmester Jan Petersen, Norddjurs Kommune.

Også direktør i VisitAarhus, Pia Lange Christensen ser meget frem til besøget:
”Djursland og Anholt kan noget helt særligt. Djursland emmer af feriestemning uanset hvornår på året, man kommer. Samtidig er Djursland fyldt med kreative og innovative ildsjæle, som giver området en helt særlig vibe. Det glæder jeg mig til, at Tomas og Bubber kan dokumentere. På Anholt er der stille lige nu efter en hektisk sommer, og jeg er sikker på, at det bliver en stor oplevelse for Tomas og Bubber. Jeg håber, at deres tur kan inspirere mange flere til at følge i deres fodspor og opleve vores skønne destination fra vandsiden,” Siger Pia Lange Christensen, direktør i VisitAarhus.

”Bubber og Villum på opdagelse i det østjyske ø-hav” sendes på tv-kanalen DK4 i foråret 2021. Tidspunkt er endnu ikke offentliggjort.

  • Nyhed fra VisitAarhus

Nyhedsdato: 22.09.2020