Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside
Forstør eller formindsk teksten på hjemmesiden.
 
 

Smag på den norddjurske kyst

Landskabsoplevelserne langs kysten i Norddjurs skifter konstant. Der er dejlige badestrande, gode lystbådehavne, langstrakte strandenge, fjorde og vadehavslignende, lavvandede områder. Landskabs- og naturoplevelserne er mangfoldige, men den smukke kyst i Norddjurs er også et spisekammer i absolut kulinarisk topkvalitet.

I Norddjurs finder du stenstrande, hvor småsten slibes runde i brændingen, der er stækninger med klitlandskaber, og brede, hvide sandstrande. Der er strande, hvor skoven vokser helt ud til kanten på stejle kystskrænter med jordskred. Andre steder kan man opleve, at kysten er udnyttet til kalk, sten og grusgravning og nogle strande fremstår som de har gjort gennem tusinder af år.

UV-jagt

Undervandsjagt med snorkel og harpun er blevet et hit, og i Norddjurs er masser af gode steder, hvor man kan udforske livet under havoverfladen. Der er mange spændende oplevelser i vente, når man forsigtigt sniger sig rundt i under havoverfladen. Havbunden skifter mellem sand, sten, grus og fremspringende plateauer, og de grønne plantebælter med mange forskellige tangarter er gode gemmesteder for krabber og smådyr. Dyk for eksempel ned ved Glatved, hvor mange forskellige flags fisk giver mulighed for en spændende jagt. Prøv også havbunden ud for Karlby, Sangstrup og Gjerrild Klint eller sandtangerne ved Bønnerup og Fjellerup.

Undervandsjagten er allerbedst når der er vindstille og fralandsvind, så er vandet nemlig klart og man kan se langt. Fladfisk finder du allerede på 1 meter vand, kig især i overgangen mellem tang og sand. Ørreder og multer gemmer sig gerne i tangskoven. Husk fisketegn, mindstemål og fredningstider for bestemte fiskearter.

Ud med snøren

Fang skrubber og sild ved Voer færgeleje og nyd fjordens sjældne ro og uforstyrrethed. Du kan sætte din egen båd i vandet fra slæbestedet, der er til højre for færgen. Det koster ikke noget. Randers Fjord har altid haft et godt skrubbefiskeri, både med garn og stang. Hvis du har lyst til en mere actionpræget fisketur, så tag på jagt efter havørreden, der er Norddjurs’ ubestridte sportsfisk nummer 1. Den smager himmelsk. Fiskeri med spinner og blink er de mest populære metoder. Havørreden jager ved brug af synet. Derfor er det vigtigt at du fisker højt i vandet, så havørreden kan se dit agn nedefra, som en mørk plet op mod lyset. Om natten kan jagende havørreder ofte træffes helt tæt på land ved stenstrandene Glatved og Gjerrild samt ved Sangstrup og Karlby klinter.

Grenaa Industrihavn er kendt for et formidabelt fiskeri efter havets torpedo: makrellen. Der er action for alle pengene når man fisker efter makrel. Den er en hård fighter med en utrolig styrke, og det er derfor en helt speciel oplevelse at fange den på havstang. Makrellen er en suveræn spisefisk med et meget højt indhold af B-vitaminer og Omega-3-fedtsyrer, næsten det dobbelte i forhold til laksen, som også er en fed fisk. Kødet er lidt mørkt og meget velsmagende, og så kan makreller tilberedes på et hav af forskellige måder. Om det er på panden, på grillen, indbagt, røget eller noget helt andet, så bliver det altid godt. Fang den en sommeraften på Grenaa Industrihavn.

Du behøver ikke at gå tomhændet hjem, hvis fiskene ikke bider, for kysten vrimler med blåmuslinger, der kan ’plukkes’ af stenene og nede i sandbunden gemmer hjertemuslinger sig i hobetal. Kysten i Norddjurs er åbent farvand med stor vandudskiftning, så du kan roligt høste skaldyr til aftensmaden.

Kystens grøntbod

Det er trend at spise tang, og salget er stærkt stigende. Du kan selv samle tang og få en naturoplevelse, mens du skaffer den havfriske grøntsag til huse. Tag til Ålebugt ved Fornæs, vad ud til du står i vand til knæene og høst alt det ’Langfrugtet klørtang’ du har lyst til. Befri tangen for urenheder og smådyr, lad den dryppe af i haven og hæng det til tørre. Tang er sundt og indeholder mange essentielle aminosyrer og specielle essentielle flerumættede fedtsyrer, især det sunde omega-3. Der er desuden store mængder vigtige mineraler i tang, for eksempel calcium, fosfor, kalium, magnesium og masser af jern og vitaminerne A, C, B1, B2, B5 og B12. Det smager af umami og er en god smagsgiver til maden. Brug tang til salat, gryderetter, supper og hvor du har lyst til at eksperimentere. Du behøver hverken være til sushi eller miso-suppe for at blive tangspiser.

Spis strandkål fra stenstrandene ved Gjerrild og Glatved. Planten er stor og bladene er grågrønne. Pluk bladene af stilken, skær dem i strimler og bland dem i en dressing af citron, honning og dild. Eller blancher dem og lav en velsmagende og sund wokret. I gamle dage brugte man særligt stilken af strandkål. Fiskerne dækkede planterne over med sand, småsten og tang - på den måde fik de strandkål til at forlænge stilken, så den blev lang og bleg som asparges. Derfor har man tidligere kaldt strandkål for "aspargesurt". Pas på strandkålen, den er en værdifuld plante. Skær kun en eller to stilke af hver plante. Eller så frøene derhjemme. Faktisk har man tidligere dyrket den flerårige strandkål i køkkenhaverne, og det er let at få indsamlede frø til at spire.

Tag en tur på strandengene ved Udbyhøj og find Salturten, der vokser yderst i vandkanten i selskab med Strand-Asters og Strandmalurt, som er en populær snapseurt. Salturt, også kaldet Kveller, er en 5–20 cm. høj, helt glat plante med kødfulde, rørformede blade. Der er stor forskel i farverne på planterne, der kan have tydelige grønne, rosa, røde eller violette kulører, som kan ses på lang afstand. Salturt har en høj koncentration af salt med en saftig smag af frisk hav. Den er en populær, gastronomisk specialitet og hører til de trendy, vilde grøntsager i høj kurs. Prøv en bid af den dyre, velsmagende luksus. Helt gratis.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Julie Marie Preut, informationsmedarbejder hos Norddjurs Kommune, Vej og Ejendom
jmp@norddjurs.dk
Tlf: 89 59 40 24

Alternativ mail: vejogejendom@norddjurs.dk

Nyhedsdato: 09.07.2019