Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside
Forstør eller formindsk teksten på hjemmesiden.
 
 

Spildevand fra virksomheder

Spildevand er alt vand, der afledes fra beboelse, erhvervsvirksomhed, tage og befæstede arealer.

Spildevand inddeles i tre typer:

  • Processpildevand er spildevand, der kommer fra processer på virksomheder herunder kølevand og vand fra vask af produktionsudstyr og køretøjer.

  • Sanitært spildevand er betegnelsen for bl.a. badevand og vand fra toiletter.

  • Regnvand, der afstrømmer fra tage, pladser og veje.

Spildevandstilladelse

I følgende situationer skal virksomheden kontakte kommunen med henblik på, at ansøge om en spildevandstilladelse:

  • Inden nyetablering af produktionsvirksomhed, der vil medføre processpildevand.

  • Inden udvidelse eller ændring i produktionen eller kloakanlægget, der medfører øget mængde eller ændring i sammensætning af virksomhedens spildevand.

  • Hvis virksomheden har processpildevand, men ingen spildevandstilladelse.

Såfremt virksomheden kun udleder sanitært spildevand, skal der ikke meddeles spildevandstilladelse. Det er en god idé at kontakte kommunen allerede i forbindelse med projektering eller overvejelser om ændringer. Spildevandstilladelsen skal være givet, inden spildevandet kan tilledes kloaksystemet.

Spildevand til det offentlige kloaknet

Spildevand kan indeholde stoffer, der kan skade eller give anledning til gener i kloaknettet, skade kloakarbejderne eller renseprocesserne på renseanlæggene. En spildevandstilladelse vil derfor bl.a. indeholde krav til indholdet af skadelige stoffer i det spildevand, der tilledes kloakkerne. Tilladelse til afledning af spildevand til kloaknet meddeles efter ansøgning af kommunen.

Spildevandstilladelsen gives til virksomheden, der efterfølgende er ansvarlig for, at vilkårene i tilladelsen overholdes.

Vilkårene fastsætter på hvilke betingelser, spildevandet kan tilledes kloakken.

Det er vigtigt at understrege, at ved etablering/ændring af kloakforholdene skal der både søges om byggetilladelse og spildevandstilladelse.

Direkte udledning af spildevand til vandløb, søer og hav

Tilladelse til afledning af processpildevand direkte til recipient meddeles efter ansøgning af Norddjurs Kommune. Dog meddeles tilladelse til direkte udledning, efter ansøgning, af Miljøstyrelsen, hvis udledningen sker fra en virksomhed, hvor staten er godkendelesmyndighed.

Vilkårene i en udledningstilladelse vil være nogenlunde af samme type som i en tilslutningstilladelse. Vilkår om udledning af stoffer vil dog kun dreje sig om de stoffer, som processpildevandet indeholder.

For en lang række stoffer findes der kvalitetskrav for vandområder i bekendtgørelse om kvalitetskrav for overfladevand. Disse krav lægger kommunen til grund, når tilladelsen behandles.

Nedsivning af processpildevand

I områder, hvor forholdene tillader det, kan spildevandet bortledes ved nedsivning til jorden. Ved et nedsivningsanlæg for spildevand eller overfladevand forstås et anlæg, hvor spildevandet afledes til nedsivning igennem jordlagene.

Nedsivningen kan også ske gennem et biologisk sandfilter, hvorved der opnås rensning for suspenderet stof, organisk stof samt nitrifikation af spildevandets kvælstofindhold.