Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside
Forstør eller formindsk teksten på hjemmesiden.
 
 

Luftforurening fra virksomheder

Luftforureningen fra virksomheder reguleres overordnet via miljøbeskyttelsesloven.

Der er med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven udstedt en række bekendtgørelser, der har det formål at begrænse luftforureningen. Det drejer sig dels om bekendtgørelser, der fastsætter generelle krav til luftkvaliteten dels bekendtgørelser, der regulerer luftforureningen fra de enkelte virksomheder og anlæg m.v.

Miljøstyrelsen har endvidere udarbejdet en række vejledninger, der anvendes som værktøj i den daglige administration af miljøbeskyttelsesloven.

For virksomheder omfattet af listen over godkendelsespligtige virksomheder (bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed (godkendelsesbekendtgørelsen)) fastsættes vilkår for luftforurening i selve godkendelsen.

Vilkår i nye godkendelser fastsættes som udgangspunkt på baggrund af gældende vejledninger fra Miljøstyrelsen og/eller på baggrund af anden specifik lovgivning gældende for den konkrete aktivitet.

VOC-bekendtgørelsen

Det skal gøres særskilt opmærksom på VOC-bekendtgørelsen om begrænsning af emissionen af flygtige organiske forbindelser fra anvendelse af organiske opløsningsmidler i visse aktiviteter og anlæg (nr. 1452 af 20. december 2012).

VOC står for "Volatile Organic Compounds" eller på dansk "flygtige organiske forbindelser".

VOC-bekendtgørelsen omfatter en lang række industrielle aktiviteter - både godkendelsespligtige og ikke-godkendelsespligtige anlæg, hvor der forekommer emission af organiske opløsningsmidler.

Ved etablering af nye anlæg, omfattet af VOC-bekendtgørelsen, skal VOC-bekendtgørelsens krav i §§ 2-7 overholdes fra det tidspunkt anlægget tages i brug. Tilsvarende gælder ved væsentlig ændring af eksisterende anlæg (omfattet af VOC-bekendtgørelse) samt anlæg, der som følge af ændringen/udvidelsen bliver omfattet af VOC-bekendtgørelsen.

Eksisterende anlæg, der er omfattet af VOC-bekendtgørelsen, skal overholde kravene i §§ 2-7 i bekendtgørelsen senest fra den 31. oktober 2007.

Eksisterende anlæg, omfattet af VOC-bekendtgørelsen, som er forsynet med et eksistererende luftrenseanlæg, er under nogle nærmere bestemte forudsætninger fritaget for at overholde nogle af kravene frem til 1. april 2013.

Nedenstående aktiviteter er omfattet af bekendtgørelsen:

  • Autoreparationslakering
  • Coil Coating
  • Ekstraktion af vegetabilsk olie og animalsk fedt samt raffinering af vegetabilsk olie
  • Fremstilling af farmaceutiske produkter
  • Fremstilling af overfladebelægningsmidler, lakker, trykfarver og klæbemidler
  • Fremstilling af fodtøj
  • Kemisk rensning
  • Laminering af træ og plast
  • Omdannelse af gummi
  • Overfladerensning
  • Overfladebelægning
  • Overfladebelægning af beviklet tråd
  • Påføring af klæbestoffer
  • Trykning (grafisk industri)
  • Træimprægnering

For yderligere information se Miljøstyrelsens hjemmeside.