Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside
Forstør eller formindsk teksten på hjemmesiden.
 
 

Ændring af vandløb

Det kræver normalt kommunens godkendelse, hvis du vil ændre på forholdene i et vandløb

Hvilke ændringer kræver en tilladelse?

Enhver ændring i et vandløb kaldes for en regulering og skal godkendes af kommunen før arbejdet må udføres. Hvis du f.eks. ønsker at rørlægge et vandløb, udlægge gydegrus og sten eller på anden måde ændre på vandløbets skikkelse (forløb, bredde, bundkote eller skråningsanlæg) skal du søge kommunen om en tilladelse.

Eksempler på projekter, der kræver tilladelse:

  • Åbning af rørlagte vandløb
  • Rørlægning af vandløb
  • Anlæg af nye vandløb
  • Udlægning af grus og sten
  • Etablering og ændring af broer, overkørsler og vandingssteder
  • Nedgravning af rørledninger og kabler i vandløb
  • Omlægning af offentlige vandløb

Hvorfor skal ændringer godkendes?

Ændringer i vandløb skal godkendes, så det sikres at:

  • Der tages hensyn til vandløbets afstrømning og miljø
  • Alle berørte parter har mulighed for at få medindflydelse på projektet
  • Der indhentes nødvendige tilladelser efter anden lovgivning f.eks. naturbeskyttelsesloven

Ansøg om tilladelse

Vil du lave projekter i vandløb, skal du ansøge kommunen om en tilladelse. Læs her om hvordan du søger tilladelse og hvordan vi behandler din ansøgning.

Hvordan søger jeg?

Hvis du ønsker at lave ændringer i vandløb, skal du udarbejde et projektforslag. Forslaget skal indeholde:

  • Formålet med projektet og en begrundelse herfor
  • Oversigtskort og detailplaner
  • Oversigt over de ejendomme, der bliver berørt af projektet, og de grundejere, der ønskes inddraget i projektet
  • Overslag over projektets udgifter og et forslag til fordelingen heraf
  • En tidsplan for arbejdets udførelse

Forslaget sendes til kommunen med henblik på nærmere godkendelse.

Godkendelsen skal sikre, at der tages hensyn til vandløbets afstrømning og miljø samt at alle berørte parter har mulighed for at få medindflydelse på projektet.

Hvordan behandles mit projekt?

Når kommunen har modtaget dit projektforslag, bliver det gennemgået og om nødvendigt indhentes supplerende oplysninger. Derefter påbegyndes sagsbehandlingen, som omfatter følgende proces:

Forhøring
Projektforslaget sendes i forhøring hos berørte myndigheder f.eks. Naturstyrelsen, Fiskeridirektoratet og andre kommuner.

Offentliggørelse og partshøring
Hvis projektforslaget tager hensyn til vandløbets afstrømning og miljø, fremlægger vi det for offentligheden i fire uger, hvor det er muligt at komme med bemærkninger til projektet. Samtidig foretages partshøring af berørte personer.

Behandling af fremsendte bemærkninger
Eventuelle bemærkninger behandles og projektforslaget tilpasses i forhold til relevante bemærkninger.

Vurdering af andre forhold
Projektet vurderes i forhold til f.eks. beskyttet natur, bilag IV-arter og natura 2000-områder.

Afgørelse og offentliggørelse
Der træffes afgørelse i sagen, som offentliggøres med en 4 ugers klageperiode.

Klage
Eventuelle klager modtages og videresendes til Miljø- og Fødevareklagenævnet med henblik på behandling af klagesagen. Projektet må ikke igangsættes før klagenævnet har afsluttet klagesagens behandling.