Padderne vågner

Foråret er en perfekt årstid for at opleve et mylder af padder, der kvækker
I de gode vandhuller i Norddjurs kan man om foråret opleve et mylder af padder, som kvækker, slås, parrer sig og lægger æg.
Det er en ganske særlig oplevelse, for i det lune, lavvandede søvand kan man se flere hundrede padder af samme art, der har så travlt med at forplante sig, at man kan komme helt tæt på.
Tudser, frøer og salamandre har hele vinteren ligget i dvale i under rådne træstubbe, i musegange, i kældre eller i en kompostbunke for at skærme sig mod den hårde frost.
Det lune forårsvejr og solens opvarmning har vækket dem, og i forårets tiltagende varme begiver de sig mod søer og moser for at parre sig.
Fang dem - og slip dem fri igen
I Danmark er der 14 arter af frøer, tudser og salamandre. Halvdelen af dem findes her i Norddjurs: Skruptudse, Strandtudse, Butsnudet frø, Spidssnudet frø, Løgfrø, Stor vandsalamander og Lille vandsalamander.
Padderne er lettest at fange, når det er koldt udenfor. Derfor er det bedst at gå på paddejagt tidligt på dagen, før dyrene har fået varmen og hurtigt kan slippe væk. Når du fanger en padde, så tag den forsigtigt op i hænderne og mærk, hvor kold den er.
Når det er koldt, vil den sidde meget stille i starten.
Efter et stykke tid vil den være varmet op af dine hænder, og så vil den for alt i verden forsøge at hoppe væk. Padderne i Danmark er fredede, så pas godt på dem.
Indsamling
Alle vildtlevende padder og krybdyr i Danmark er fredede, og må derfor ikke indsamles. Der er dog nogle undtagelser:
Haletudser må indsamles i mindre mængder - det gælder for disse arter:
- lille vandsalamander
- skrubtudse
- butsnudet frø
- grøn frø
Når haletudserne er blevet til voksne individer, skal de udsættes igen så tæt på indsamlingsstedet som muligt.
Til undervisning må der i begrænset omfang indsamles eksemplarer af disse arter:
- lille vandsalamander
- skrubtudse
- butsnudet frø
- grøn frø
- stålorm
- skovfirben
Husk at sætte dyrene ud igen, og så tæt på indsamlingsstedet som muligt.
Kort over herlighedspletter
Årstidens natur
Uanset årstid så kan du opleve storslået natur i Norddjurs og du kan nemt følge de skiftende årstider i naturen:
Søer og vandhuller
Vandhuller er vigtige yngle- og levesteder for en lang række planter og dyr. Små vandhuller med lavvandede områder er særlig vigtige som ynglesteder for frøer, tudser og salamandre.
Strande
Djursland har 117 kilometer varieret og indbydende kyststrækning og
nogle af Danmarks bedste badestrande.