|
 Strandenge er engstrækninger ved lave, beskyttede kyster, der overskylles med saltvand fra ca. 2 gange i døgnet til 1 gang om året. Begrebet strandenge omfatter også strandrørsumpe med tagrørsbevoksning eller lignende og de mere tørre strandoverdrev. Bortset fra strandrørsumpe er strandenge delvist kulturbetingede, idet de normalt kun udvikles, hvis arealerne afgræsses eller anvendes til høslæt.
Strandengene har i århundreder været anvendt til græsning, høslæt og rørskær. Denne kulturpåvirkning bevirker, at strandengene er præget af en lav og lysåben vegetation. Allerede fra omkring midten af 1800-tallet mindskedes strandengsarealet på grund af opdyrkning. De fleste strandenge er dog forsvundet i det 20. århundrede som følge af landindvinding og dræning. Fra omkring 1960 er græsning og høslæt mange steder ophørt, idet udviklingen indenfor landbruget har betydet, at det ikke længere er rentabelt.
Bevarelse
Tilgroning er nu den væsentligste trussel mod strandengene. Det skyldes, at den tidligere anvendelse til græsning og/eller høslæt er ophørt mange steder. Derfor vil mange strandenge gro til, således at de udvikler sig til strandrørsump. For at bevare de græssede strandenge som naturtype er det nødvendigt at fortsætte kulturpåvirkningen i form af græsning og høslæt. De »gamle« trusler som afvanding, inddigning og opdyrkning vil næppe længere mindske strandengsarealet i noget væsentligt omfang, da strandengene nu er beskyttet mod disse indgreb af naturbeskyttelseslovens §3.
Opfyldninger og affaldshenkastninger, inkl. »Sankt Hans Bål« er desværre fortsat et problem på strandengene. Menneskelig aktivitet i form af støjende (speedbåde, jetski m.m.) eller urolig (brætsejlere) adfærd samt i form af kyst- og strandjagt kan virke forstyrrende på strandengenes fugleliv. I det hele taget er strandengenes dyreliv følsomt over for almindelig menneskelig færden. Dette gælder specielt i yngletiden i perioden fra 15. april til 15. juli, hvor unødig færdsel på strandengene bør undgås.
Strandengenes landskab og natur
Flora
Strandengens plantesamfund er meget tydeligt opdelt i zoner, bestemt af fugtigheden og saltholdigheden i jorden. På strandengene vokser en række salttålende planter, som ikke findes i andre naturtyper.
Strandrørsumpen
Strandrørsumpen findes som en bræmme langs brakvandskyster eller ved beskyttede fjordkyster, især hvor der siver ferskvand ud. Strandrørsumpen kan dække de landarealer, som jævnligt oversvømmes ved højvande, men findes dog mest udbredt ude i vandet på dybder indtil ca. 0,5 m. De dominerende arter i strandrørsumpen er: tagrør, strand-kogleaks og/eller blågrøn kogleaks. Ved græsning, høslæt eller rørskær vil de øvre dele af strand-rørsumpen omdannes til strandeng. Omvendt vil den nedre del af en strandeng mod kysten relativt hurtigt gro til med bl.a. tagrør, hvis græsning og/eller høslæt ophører.
Den egentlige strandeng
Nærmest kysten og omkring loer (render) og saltpander (lavninger) findes den mest salttolerante vegetationstype, nemlig annelgræs-engen. Strand-annelgræs, der er den dominerende art, giver denne del af strandengen en blågrøn farve. Andre karakteristiske arter er strand-asters, strand-vejbred, strand-trehage, engelskgræs og vingefrøet hindeknæ. Højere oppe findes harril-engen, som domineres af græsserne rød svingel og kryb-hvene samt siv-arten harril. Harrilsgrønne strå og brune kapsler giver denne saltengszone sine særlige farvetoner. Almindeligt forekommende arter er strand-vejbred, sandkryb og strand-trehage. På de mindst saltpåvirkede og tørrere partier dominerer rød svingel. Jordbær-kløver er imidlertid den art, der karakteriserer denne strandengszone. Hen på sommeren lyser de jordbærlignende frugtstande op blandt græsstråene. Jordbær-kløver-engen er den artsrigeste strandengszone og omfatter bl.a. følgende typiske arter: hvid-kløver, smalbladet kællingetand, mark-rødtop, strand-tusindgylden, høst-borst og fjernakset star.
Strandoverdrev
Strandoverdrev er overdrev tæt ved kysten. Disse findes ofte i forbindelse med strandenge. Strandoverdrevene oversvømmes ikke og påvirkes kun lidt af salt i form af bølgesprøjt. Strandoverdrev findes også langs kyster uden egentlig strandeng, hvor de er udviklet på en eller flere brede strandvolde inden for et bælte af sand- eller stenstrand. Strandoverdrev adskilles fra strandenge ved forekomst af arter som fåre-svingel, gul snerre og vellugtende gulaks. Salep-gøgeurt er en sjælden, men god indikator for ugødskede strandoverdrev. Strandengsarter som engelskgræs og strand-vejbred er dog ofte særdeles talrige på strandoverdrev.
Fauna
Fugle
De åbne afgræssede strandengsflader huser et rigt fugleliv, idet de giver vade- og svømmefugle særlig gode muligheder for at finde føde og redepladser. Det er især vadefugle, der yngler på strandenge. Brushøne, stor kobbersneppe og alm. ryle yngler kun på strandenge, men de bliver i antal som regel overgået af vibe, rødben og klyde. Desuden yngler mange svømmeænder på strandengene, men af disse kan kun spidsand siges at være karakteristisk for netop denne naturtype.
Uden for ynglesæsonen har de danske strandengs arealer meget stor international betydning som raste- og fødesøgningsområde for gæs, svømmeænder, vadefugle og rovfugle på træk. Strandengens græstæppe kan i efterårsmånederne nedgræsses helt af trækkende gæs. Vegetationen er imidlertid kun attraktiv som føde for gæssene, hvis den i forvejen er holdt nede af f.eks. græssende kreaturer. Desuden er de højere liggende strandenge i vinterhalvåret fødesøgningsområde for rovfugle som musvåge og blå kærhøg, som jager de store bestande af smågnavere, som findes der.
Rørsumpenes fugleliv er ikke så artsrigt som strandengenes, men de fugtige rørsumpe vekslende mellem tætte rørbevoksede flader og åbne vandflader er vigtige ynglepladser for arter som vandrikse, sivsanger, rørsanger og til dels blishøne samt rastepladser for fældende ænder og gæs.
Dyrelivet i øvrigt
Det rige fugleliv på strandengene er foruden den store planteproduktion betinget af det store fødeudbud af smådyr, som lever på vaderne og i loerne. Også smådyrene i de øverste af engens jordlag er vigtige. På strandenge, der har været konstant græssede mindst 100 år tilbage i tiden, finder man den gule engmyres iøjnefaldende tuer. Vegetationen på disse tuer er helt speciel, da jordbunden her er mere løs, varm og tør end på den øvrige del af strandengen.
På strandengene finder man af padder bl.a. strandtudse. Krybdyrene: hugorm, alm. firben og markfirben er mest knyttet til de tørrere strandoverdrev. Hvor engene ikke er for våde, kan de også træffes på selve strandengen.
Markmus findes i stort antal på strandengene og tjener sammen med mosegris som vigtige fødeemner for strandengenes rovdyr, så som brud og lækat. Ræv, grævling og ilder udnytter også strandengens rige fødeudbud, ligesom de ofte afpatruljerer kystlinien. Haren findes næsten altid på strandenge, og også rådyr kan ses græsse på strandengene.
Indsats
For at kunne bevare eller genetablere strandengenes plante- og dyreliv er det nødvendigt at opretholde eller etablere den traditionelle, ekstensive landbrugsdrift. Den indsats, der skal til for at sikre strandengene, må derfor i vid udstrækning efterligne de tidligere landbrugsmæssige driftsformer. Græsning er den mest effektive plejeform af de egentlige strandenge, idet græsning bevarer den lave vegetation. Det er imidlertid ikke uden betydning hvilke dyr, der græsser, og hvor meget og hvornår, der græsses. Af hensyn til ynglende fugle bør græsningen derfor om muligt tidligst påbegyndes omkring Skt. Hans. Også for vegetationens skyld er det en fordel, at græsningen ikke starter for tidligt om foråret. For at opnå et optimalt antal fugle og antal fuglearter er det en fordel med differentieret græsning forstået på den måde, at større områder opdeles i afdelinger, der græsses med forskellig intensitet eller i forskellige perioder (forskellige år).
Høslæt er en god plejemetode, i mange tilfælde måske den eneste mulige, hvor der ikke er dyr til græsning. På de fleste lokaliteter vil slæt hvert andet år være tilstrækkeligt til at sikre en passende lav vegetation. Høslæt kan gennemføres med et minimum af forstyrrelser for strandengenes fugle. På meget fugtige lokaliteter kan høslæt imidlertid ikke foretages maskinelt. Høslæt giver dog en mere ensartet strandengsvegetation end græsning.
På meget tilgroede strandenge vil det være nødvendigt, for at kunne genskabe strandengen, at foretage en omfattende rydning af buske og træer på de højestliggende dele af strandengene. Endvidere kan det være nødvendigt at oprense loer og lavvandede vådområder på strandengen og genoprette mulighederne for regelmæssige overskylninger med saltvand. Rydningen m.v. bør følges op af græsning og/eller høslæt.
Grøfter og dræn udtørrer mange steder strandenge og afvander helt eller delvist strandsøer. Da strandenge generelt er marginaljord, kan dræn de fleste steder sløjfes eller blokeres med begrænsede driftsøkonomiske konsekvenser. Genopretning af strandsøer, loer og lavvandede vådområder på strandengen vil i høj grad komme fuglelivet til gode og dermed øge naturindholdet. Myndighederne kan støtte bevarelsen og genetableringen af strandenge ved at udarbejde plejeplaner for strandengsområder.
|
