|
 Ordet overdrev betyder egentlig »stenet udmark, hvor kvæget blev drevet på græs«. Betegnelsen dækker tørre, græsningspåvirkede arealer, som det ikke har været muligt eller rentabelt at tage ind til dyrkning, fordi de enten er stærkt kuperede, stenede eller næringsfattige og sandede.
Naturindholdet på overdrevene er stærkt præget af græsningen, som har holdt arealerne lysåbne. Ugødskede og tilpas græssede overdrev rummer en stor artsrigdom af blomsterplanter og græsser – deriblandt en række sjældne arter.
Hvis græsningen på overdrevet ophører, og arealet gror til med buske og træer i en sådan grad, at bundvegetationen ikke længere består af typiske, lyskrævende overdrevsplanter, betragtes arealet ikke længere som overdrev, men som krat eller skov – og er således ikke omfattet af bestemmelserne i naturbeskyttelsesloven.
Oprindelse og anvendelse
Med bondekulturens ankomst til landet i stenalderen opstod de egentlige overdrev på ryddet, udyrket eller sjældent dyrket jord, der anvendtes til græsning. Hvor jordbunden er meget sandet og næringsfattig udvikledes der hede, mens der på mere næringsrig jord udvikledes overdrev.
Overdrevenes jordbund udmagredes efterhånden ved den vedvarende fjernelse af næringsstoffer fra arealerne ved husdyrenes græsning og anvendelsen af staldgødningen på agerjorden. Ved langvarig drift kunne der således her udvikle sig plantesamfund bestående af en lang række relativt nøjsomme, lyskrævende, lavtvoksende plantearter.
Udbredelsen af overdrevene kulminerede i det 18. år hundrede, hvor også store, forhuggede skovområder blev anvendt til græsning og fik delvis overdrevskarakter. De tørre overdrev udnyttedes til forsommergræsning, mens enge og strandenge endnu var for våde til at bære græsningen – og når engene skulle anvendes til vinterfoderproduktion med høslæt. I nutiden er overdrevene gået stærkt tilbage på grund af strukturændringerne i landbruget.
Mange overdrevsarealer er blevet tilplantet med skov eller taget ind i omdriften. De tilbageværende overdrev findes ofte på stærkt kuperede arealer, f.eks. ådalsskrænter.
Bevarelse
Det helt væsentlige for bevarelsen af overdrevenes specielle natur er, at den kulturpåvirkning, som har formet den – nemlig græsningen - opretholdes. De tilbageværende overdrevsarealer er nu omfattet af naturbeskyttelsesloven og må ikke tilplantes eller opdyrkes, men fortsat rationalisering i landbruget betyder, at græsning på mange overdrevsarealer opgives, og en tilgroning med græs, høje urter, buske og træer starter. Derfor kan der være behov for en plejeindsats i form af fortsat afgræsning og evt. rydning af buske og træer på de naturmæssigt og landskabeligt mest interessante overdrev.
Udnyttelsen af overdrevene må ikke intensiveres – d.v.s. der må ikke gødskes eller tilføres sprøjtemidler ud over, hvad der hidtil har været praksis. Gødskede overdrevsarealer er domineret af store mælkebøtter og græsser, der bedst er i stand til at udnytte den tilførte gødning. De kan derfor udkonkurrere de mere langsomt voksende og lave blomsterplanter, og resultatet er en mere artsfattig vegetation. Der er således stor naturgevinst ved at opgive gødskningen på disse arealer.
Under tilgroning kan overdrevene ofte huse en stor vildtbestand. Ekstensiv græsning på overdrevsarealer med nogen trævækst fjerner ikke skjul og fødemuligheder for rådyr, og der er således ikke nødvendigvis konflikt mellem jagtinteresser og ønsker om at opretholde græsning på overdrev.
Overdrevenes landskab og natur
Overdrevene har stor landskabelig værdi, fordi de ofte synliggør markante landskabselementer som skrænter og stejle bakker. Dermed bidrager overdrevene til oplevelsen af landskabets former og tilblivelseshistorie. Samtidig er overdrevene et stykke levende kulturhistorie, som minder om, hvordan store dele af landet tidligere blev udnyttet.
Overdrevene er både set på afstand og med hensyn til konkret naturindhold stærkt præget af den langvarige græsning. Typisk er der på overdrevene spredt opvækst af oftest stikkende buske og træer så som hvidtjørn, hunde-rose, slåen, enebær og vildæble. Ikke-stikkende arter som hyld, røn og eg kan etablere sig i »bidelæ« i midten af en tjørn eller enebær, og dér vokse sig så store, at kreaturerne ikke kan bide dem ned. Deraf det gamle mundheld: »Tjørnen er skovens moder«.
Træer og buske er formet af kreaturernes bid og tramp. Buskene formklippes ved, at nye skud ædes, inden de danner torne, og større træer har »fodpose« af opsvulmet arvæv, hvor kreaturerne har trådt sår nederst på stammen eller på blottede rødder. Typiske træer og buske på overdrevene er en væsentlig del af naturtypen og er omfattet af beskyttelsesbestemmelserne. Stejle overdrev er ofte forsynet med terasser af kostier, som forstærkes af skiftende frost og tø om vinteren. Som et vidnesbyrd om, at overdrevene aldrig har været pløjet ligger ofte store sten, som er overgroet med meget langsomt voksende skorpelaver.
Overdrev-græsset
Naturindholdet præges stærkt af hvilke dyr, der afgræsser overdrevene. Langvarigt kreaturgræssede overdrev er meget artsrige med et stort islæt af blomstrende urter, mens fåre- og hestegræsning giver mere ensartet nedgræssede, artsfattige overdrev med færre blomsterplanter. Får og heste vil ofte ved barkgnav fjerne store dele af busk- og trævegetationen (incl. enebær). Vedligeholdende naturpleje af overdrev foregår derfor mest hensigtsmæssigt med kreaturer, mens får og heste kan anvendes, hvor der skal ske rydning og hindring af tilgroning.
Råstofgrave og næringsfattige brakmarker vil over en lang årrække udvikle en vegetation, der i sammensætning minder om overdrevenes, og disse områder vil derfor også i naturbeskyttelseslovens forstand efterhånden kunne betragtes som overdrev.
Flora
Overdrevene rummer som nævnt en lang række iøjnefaldende og mere ydmyge blomsterplanter, som alle er lyskrævende, og som på vidt forskellig måde har tilpasset sig det tørre steppeagtige klima og det konstante græsningstryk. De to kobjældearter er gode eksempler på dette: De blomstrer meget tidligt, inden græs og andre urter når at skygge, de er tæt besat med fine, lange hår, som nedsætter fordampningen, de har udviklet skarpt smagende stoffer i bladene, så kreaturerne i høj grad undgår at æde dem, og de har en op til en halv meter lang pælerod til opsugning af det sparsomme vand i jorden.
Nikkende Kobjælde har længst rod; den er en steppeplante, som har sin hovedudbredelse syd og øst for Danmark, mens Opret Kobjælde har relativ kort rod, og den forekommer på græsland i Vesteuropa, hvor det regner mere.
Blandt overdrevenes karakteristiske planter findes i det hele taget en del steppeplanter, som klarer sig i konkurrencen f.eks. Blodrød Storkenæb, Liden Sneglebælg og Salep-Gøgeurt. På stejle skrænter betyder eksponeringen meget for mikroklimaet og dermed for, hvordan planterne fordeler sig. Sydvendte skråninger rummer ofte steppeplanter, mens nordvendte skråninger foretrækkes af skovplanter som hvid anemone og blåbær. Skovplanternes tilstedeværelse på overdrevene kan betragtes som overlevende mindelser om, at der engang groede skov hér.
De fleste overdrevsplanter er flerårige, mange med en knold til opbevaring af næring (Knold-Ranunkel, Knoldet Mjødurt, Kornet Stenbræk), mens enkelte énårige klarer at sætte frø og etablere sig på ny på steder, hvor kreaturerne slider hul på vegetationen (f.eks. det lille fine græs Tidlig Dværg-Bunke).
Overdrevene har en del arter til fælles med hederne, og der kan da også være tilfælde, hvor det kan være vanskeligt at afgøre, om et areal hører til den ene eller den anden naturtype.
Overdrevenes uforstyrrede jordbund betinger også, at en lang række storsvampe trives her, bl.a. flere Hekse Ringsdannere, den imponerende Kæmpe Støvbold og Markchampignon.
Flere arter af slægten vokshat findes næsten udelukkende på velgræssede og ugødskede overdrev.
Fauna
På grund af overdrevenes store rigdom af forskellige blomstrende arter er disse arealer også levested for mange sommerfugle og andre mere eller mindre specialiserede bestøvningsinsekter. Blandt karakteristiske sommerfuglearter, som stort set kun findes på overdrev, kan nævnes Komma Bredpande, Gråbåndet Bredpande, Mark-Perlemorssommerfugl, Okkergul Pletvinge og Violetrandet Ildfugl.
Overdrevenes mosaik af åbne græsflader og buskads giver levemuligheder for en lang række fugle knyttet både til det åbne land så som agerhøne og sanglærke og til krat så som gulspurv, tornirisk, tornsanger og rødrygget tornskade. Rovfugle som musvåge og tårnfalk fouragerer bl.a. på overdrevenes store musebestand, og i øvrigt er overdrevene – især de let tilgroede – hjemsted for adskillige arter af pattedyr så som ræv, grævling og lækat. Rådyr anvender også de skovnære overdrev til græsning.
I overdrevenes varme vegetation trives desuden flere af vores krybdyrarter: markfirben, hugorm og stålorm.
Indsats
Den største trussel mod overdrevene er tilgroning som følge af ophør af græsning. Konkrete indgreb, som forandrer naturtilstanden, kræver dispensation fra loven, og kan derfor ikke betragtes som egentlige trusler mod biotopen (her tænkes på f.eks. forøget gødskning, omlægning, hel eller delvis tilplantning).
Kommunen kan være medvirkende til at bevare eller genoprette overdrevenes naturindhold. Gennem administrationen af naturbeskyttelseslovens bestemmelser kan myndighederne også være medvirkende til, at målsætningerne for overdrevene opfyldes. I de følgende afsnit nævnes retningslinier for forskellige indgreb, men udfaldet af sagsbehandlingen vil altid bero på de evt. særlige forhold i den konkrete sag.
|
