|
 I naturbeskyttelsesloven defineres begrebet mose som: Udyrkede eller ekstensivt udnyttede områder præget af en ferskvandspåvirket naturlig eller overvejende naturlig vegetation, som er knyttet til en gennemsnitlig høj vandstand, og som ofte har dannet tørv eller anden organisk aflejring. I en mose kan der endvidere findes et frit vandspejl.
Det, der primært adskiller de fleste moser fra engene, er, at moserne er vådere og aldrig omlægges, og at de derfor ofte har en tuet og ujævn overflade. Visse engtyper har dog en lignende struktur, og der kan tit ses glidende overgange mellem eng og mose. Der kan udskilles fem principielt forskellige mosetyper: kær, væld, højmose, rørsump og sumpskov. Væld kan desuden tit optræde i andre naturtyper.
Kær er fugtige områder, som får tilført vand fra både nedbør og grundvand.
Kær er en meget bred betegnelse, der dækker mange forskellige typer alt efter jordbund, vandbevægelser og de planter, der vokser på stedet.
Væld (kilder) er områder, hvor grundvandet træder frem af jorden. Flora og fauna har tilpasset sig det næsten konstante miljø med rindende vand året rundt. Hvis vandet er jernfrit og iltrigt, findes der ofte et rigt dyreliv. Hvor vandbevægelsen er så stor, at der kan iagttages strømmende vand, bruges ofte betegnelsen kilde.
Højmoser tilføres udelukkende regnvand. Den typiske plantevækst er lavtvoksende med tørvemosser som et karakteristisk element.
Rørsump findes omkring søer og vandhuller samt nogle steder ved vandløb. Meget fugtige enge, hvor græsningen opgives, udvikler sig tit til rørsump. Ofte opfattes rørsump som tagrørsump, men også andre store plantearter som dunhammer, kogleaks, rørgræs og sødgræs kan spille en dominerende rolle. Tagrør kan således helt mangle i nogle rørsumpe.
Sumpskov dannes ved tilgroning af enge og moser med træer. Alt efter forholdene kan der dannes: pilekrat, birkesump, ellesump eller askesump. Det er ikke usædvanligt at se blandinger af de nævnte typer.
Mosernes oprindelse, anvendelse og bevaring
Kær
Kær er opstået i områder med højtstående grundvand. Stort set alle kær i Danmark – bortset fra sphagnum hængesæktyperne – er gennem århundreder blevet udnyttet til hø-slæt/græsning. Hvis udnyttelsen ophører, vil de mest lyskrævende plantearter, f.eks. man-ge orkidéer, blive skygget væk i de næringsrige kær af højtvoksende urter, buske eller træ-er.
Mange kær er i tidens løb forsvundet ved dræning og opdyrkning. De fleste næringsfattige kær er ikke i særlig høj grad truet af tilgroning, netop fordi der er så få næringsstoffer i omløb her (de er dog truet af luftbåren ammoniak, der stammer fra landbrug). Vegetationen er ofte følsom overfor kreaturtramp. En bevaring forudsætter derfor ingen eller kun meget ekstensiv græsning, og at der ikke tilføres næringsstoffer. Specielt i de næringsrige kærsamfund er der stor dynamik. En fortsat bevaring af de enkelte kærlokaliteter må derfor tage udgangspunkt i de historiske forhold på stedet samt en vurdering af mulighederne for fortsat drift.
Væld
På skråninger eller ved foden af bakker skærer grundvandsspejlet og jordoverfladen ofte hinanden og grundvandet siver frem. Væld og kilder er der traditionelt blevet værnet godt om – ofte er vandet blevet udnyttet til drikkevand til både folk og fæ. Bevaring af væld og kilder kræver normalt ikke nogen speciel indsats udover, at det sikres, at der ikke sker nedtrampning, rørlægning og kanalisering eller grundvandsindvinding i nærheden af kilderne.
Højmoser
Dannelsen af højmoser forudsætter en så fugtig og næringsfattig jordbund, at tørvemosser (sphagnum) kan etablere sig og derved danne højmose. Højmoser kan også dannes ved tilgroning af søer uden tilløb, såkaldte tilgroningsmoser. I begge tilfælde vil der i begyndelsen optræde kærplanter og en egentlig højmose dannes først, når tørvemos lagets overflade er ca. 50 cm over grundvandsspejlet.
Højmoserne er blevet udnyttet til tørvegravning og produktion af tørvestrøelse. I kombination med afvanding har tørvegravningen mange steder omdannet højmoserne til agerjord, eller der er dannet større arealer med vedvarende frit vandspejl.
Højmoser er en sjælden naturtype i Danmark på grund af dræning og tørvegravning. Resterende højmoser er truet af tilgroning bl.a. på grund af tilførsel af gødende kvælstofforbindelser med nedbøren. Bevaring af højmoser, rester heraf eller områder med begyndende højmosedannelse kræver, at der ikke sker sænkning af grundvandsstanden ved dræning eller vandindvinding. Desuden skal det sikres, at der ikke sker tilførsel af næringsstoffer. Det samme er tilfældet med de egentlige fattigkær af hængesæktypen, hvor højmose kunne tænkes at udvikles. Øget næringsstoftilførsel, f.eks. fra fodring af ænder, er nok til at fattigkærsplanterne udkonkurreres af mere næringskrævende plantearter.
Rørsump
Rørsumpen kan betragtes som det første led i vegetationsudviklingen, når lavvandede søer gror til. Afhængig af terrænforholdene vil der ofte indenfor rørsumpen findes overgange mellem forskellige kærtyper.
Sumpvegetationen virker ofte som en stabil naturtype, der dog på længere sigt vil medføre en hævning af bunden som følge af tørvedannelse, når mudder og planterester ophobes. Herved bliver bunden mere tør, og der kan så ske en gradvis indvandring af andre plantesamfund, f.eks. eng-, kær-, krat- eller skovvegetation.
Høst af tagrør om vinteren til bla. tækkemateriale vil under forudsætning af høj vandstand og stor vandtilførsel ikke skade rørsumpen, men nok forsinke tilgroningen. På mere tør bund vil græsning hurtigt medføre, at rørsumpen forsvinder, fordi tagrørplanten ikke tåler afgræsning eller tråd fra kvæg.
Periodevise sænkninger af vandstanden vil normalt ikke påvirke rørsumpen væsentligt, blot påvirkningen sker på samme tidspunkt hvert år. En generel hævning af vandstanden vil normalt betyde en øgning af rørskoven på landsiden, mens en generel sænkning medfører en øgning af rørskoven på vandsiden.
Sumpskov
Pilekrat eller pilesump kan muligvis på visse lokaliteter betegnes som en oprindelig og naturlig dannet naturtype, f.eks. langs vandløb, søer og vandhuller. Pil kan også etablere sig naturligt i rørsump. Oftest er pilekrat dog tegn på, at en tidligere drift i form af græsning eller høslæt på enge og i kær er ophørt. Sådanne steder kan en række pilearter, heriblandt ofte Grå Pil, hurtigt etablere sig og gro op til store kuplede buske.
Hvor der er foretaget et indgreb, der frigør store næringsstofmængder, f.eks. rydning omkring et vandhul uden efterfølgende drift, kan pil hurtigt regenerere og danne tæt, næsten uigennemtrængeligt krat. Ofte følges pil i sådanne tilfælde af nælder som eneste undervegetation. Flere pilearter har gennem tiden været udnyttet til vidjefletning, og selv i dag anvendes bundter af afskåret pil som faskiner.
Ellesumpen er sammen med askesumpen et af de artrigeste danske plantesamfund med et varieret busklag og en rig urteflora. De fleste ellesumpe har været drevet som stævningsskov. Dette har periodevis skabt lys og givet en del planter, bl.a. Tyndakset Gøgeurt et levested. Elletrunter (gamle stød, som har skudt mange gange) er herudover levested for en række fugtelskende insekter.
Ask er ligesom Rød El et lystræ med en meget frodig underskov af f.eks. Alm. Hæg, Alm. Hyld, Drue Hyld, Hassel, Navr og Benved. Bundvegetationen kan tilsvarende være rig med arter som Tyndakset Gøgeurt, Skælrod, Fladkravet Kodriver, Ægbladet Fliglæbe, Gul Anemone, Firblad, Druemunke og Dansk Ingefær. Ask kræver, at der er vandbevægelse, og at vandet er kalkholdigt.
Mosernes landskab og natur
De fleste moseområder findes i tilknytning til opdyrkede eller græssede enge og repræsenterer de vådområder, det har været for svært at opdyrke. Moserne er imidlertid sammen med småskove et vigtigt element i det østjyske morænelandskab. De er ofte vanskeligt tilgængelige og yder derfor god beskyttelse for de dyrearter, der kræver fred og ro. Det vil ofte være fra mosen, man om foråret hører frøernes kvækken blande sig med nattergalens sang. Moserne virker også som refugier for plante- og dyrearter, der har svært ved at klare sig i landbrugslandet.
Langt de fleste af nutidens moser var søer i fortiden, og der knytter sig derfor mange arkæologiske fund til moser, der af datidens befolkning både blev anvendt til fiskeri, jagt og som offersteder. Senere tiders tørvegravning har bragt mange fund for dagens lys, men har samtidig ødelagt de oprindelige aflejringer. Aflejringer på bunden af nu tilgroede søer er vigtige af videnskabelige grunde. Pollen (blomsterstøv) fra tidligere tiders vegetation er blevet aflejret gennem årtusinder. Aflejringerne kan dateres ret præcist og pollen artsbestemmes. Dermed kan man få vigtige oplysninger om landskabets udseende og vegetationsudvikling siden istiderne, og kulturfund kan tidsfæstes. Uberørte aflejringer i moser er i dag en stor sjældenhed, som bør beskyttes mod menneskeskabte ændringer.
Flora
Blandt moserne findes både nogle af Danmarks artsfattigste og artsrigeste plantesamfund, og mange af landets sjældneste arter er tilknyttet moser. Et karakteristisk element i de fleste mosetyper er halv-græsserne. Mange arter af star, kogleaks og kæruld danner ofte tætte bestande sammen med en række græsser og siv-arter.
Hertil kommer de mere iøjnefaldende planter som Eng Kabbeleje, Kær Tidsel og Kattehale i de mere næringsrige mosetyper. I de næringsfattige mosetyper er der betydeligt færre af de store markante planter. Her er der mest halvgræsser. I kanten dog også Mose Troldurt, Kragefod, Tormentil samt småbuske af Porse og Mosebølle. Enkelte steder kan den Gulblomstrede Benbræk træffes.
Der hvor vegetationen vokser ud over en vandflade og danner hængesæk, kan bukkeblad danne tætte bestande. Hængesækken kan også være domineret af tørve-mos, og så er højmosedannelsen faktisk begyndt. Tørvemosset vokser i højden og danner efterhånden små tuer. Når væksten i disse tuer efterhånden aftager og de bliver tørrere i toppen, kan planter som Tue-kogleaks, Smalbladet- og Tue-kæruld, Tranebær, Soldug, Næbfrø og flere arter af lyng-familien indvandre og danne små pletter af fugtig hede.
Fauna
I de forskellige mosetyper er plantesamfundene meget forskellige, og dyrelivet bliver tilsvarende varieret.
Specielt er en lang række insekter, herunder sommerfugle knyttet til moserne. Mange insektarter er direkte knyttet til én eller flere plantearter, således at enten larver eller de voksne insekter udnytter planten som eneste fødekilde.
For en del specialiserede plantearter (orkidéer) er tilstedeværelsen af ofte én bestemt insektart afgørende for blomsternes bestøvning. I moserne er vegetationsstrukturen ofte meget varieret. I høj urtevegetation vil der være betydelige forskelle i temperatur, fugtigheds-, lys- og vindforhold ved jord-overfladen og øverst i vegetationen. Det betyder, at tilsvarende mange insektarter kan få opfyldt deres forskellige krav til levestedet. Hvor der ophobes organisk materiale som førne eller tørv vil det medføre gode livsbetingelser for en række flue- og billearter m.fl.
De fleste paddearter kan træffes i én eller flere af mosetyperne. Butsnudet og Spidssnudet frø lægger ofte deres æg i oversvømmede mosearealer, mens arter som Grøn Frø, Skrubtudse, Løgfrø, Stor Vandsalamander og Lille Vandsalamander kan yngle i de mere permanent vanddækkede dele af moser. Frøerne udnytter ofte mosearealerne som fødesøgningsområder i sommerhalvåret. Blandt krybdyrene kan snogen, der er specialist i at æde frøer og fisk, typisk findes i moser. Ligeledes er almindeligt firben en udpræget mosebeboer, der både svømmer godt og klatrer omkring i den højere vegetation. Markfirben og stålorm findes sjældnere i moser og da i tilknytning til de mere tørre overgangsområder til overdrev, heder og klitter. Hugormen er knyttet til mange forskellige naturtyper, men kan ofte findes i tilknytning til moseområder, hvor den jager firben og mus.
For fuglenes vedkommende menes det i højere grad at være strukturen end sammensætningen af vegetationen, der bestemmer hvilke fuglearter, der findes på et givet sted. I moserne betyder det, at der kan være et betydeligt indslag af fuglearter, der har den primære tilknytning til andre naturtyper, især enge, overdrev og skov. I de naturligt udviklede kær og rørsumpe vil fuglefaunaen ofte være domineret af sangere og spurvefugle (rørspurv, kærsanger, løvsanger, nattergal, tornsanger, gærdesanger m.fl.). Blandt specialisterne i moserne kan nævnes mosehornugle og rørhøg samt for hedemoser natravn og tink smed. I rørsumpen ved moser med åbne vandflader er der tilsvarende ofte et stort indhold af egentlige vandfugle, der ofte placerer deres reder i den tætte vegetation. Det gælder alle arter af lappedykker, blishøne, knopsvane samt flere andearter.
Drift af mosearealer
Den måde, et areal anvendes på, er helt afgørende for plante- og dyrelivet. Vurderingen af driftens hensigtsmæssighed er i høj grad et spørgsmål om tidshorisont. Hvis den nuværende drift har foregået nogenlunde uændret over lang tid, vil mosetypen afspejle dette, idet konkurrence- og balanceforholdene mellem plantearterne vil indstille sig efter de givne forhold. Tilstanden behøver ikke af den grund at være stabil.
Ændring i driften kan i løbet af få år ændre konkurrenceforholdene mellem planterne, så en anden naturtype opstår. Med til fastsættelsen af driftens hensigtsmæssighed, hører også en vurdering af, hvordan lokaliteten har set ud eller vil se ud med optimal drift. Med optimal drift menes den udnyttelse af arealet, som bedst sikrer naturværdierne på denne naturtype.
Optimal drift kan udmærket være ingen drift, specielt hvis det drejer sig om næringsfattige områder. I mere næringsrige områder vil optimal drift f.eks. kunne være en ekstensiv græsning. Med mindre hensigtsmæssig drift menes, at den nuværende anvendelse på længere sigt vil medføre en forringelse af området i retning af en anden mosetype, evt. en anden naturtype. Der kan f.eks. være tale om høslæt eller ingen drift, hvor det optimale ville være ekstensiv græsning. Med uhensigtsmæssig drift menes, at den nuværende anvendelse enten allerede har medført eller kan forudses at ville medføre en markant forringelse af arealet. Det kunne f.eks. være totalt ophør af høslæt/græsning.
|
