|
Kandidatlister, der er tildelt samme bogstavbetegnelse, kan støtte hinanden ved at indgå listeforbund. Mellem disse kandidatlister kan kun indgås ét listeforbund. Kandidatlister, der ikke er tildelt samme bogstavbetegnelse, kan støtte hinanden ved at indgå valgforbund. Hver kandidatliste kan kun indgå ét valgforbund. Kandidatlister, der har indgået listeforbund, betragtes som én kandidatliste i forbindelse med indgåelse af valgforbund. Kandidatlister, der har indgået listeforbund eller valgforbund, betragtes som én kandidatliste ved opgørelse af, hvor mange mandater, der ved valget er tilfaldet de enkelte kandidatlister. Kandidatlister, der har indgået listeforbund, anføres i samme felt på stemmesedlen. Skriftlig anmeldelse om indgåede listeforbund og valgforbund skal indleveres til direktionssekretariatet senest kl. 12.00 den 26. oktober 2009. Anmeldelse skal for hver kandidatliste være underskrevet af alle de stillere, der har underskrevet kandidatlisten, og af alle kandidater på kandidatlisten. Stillere og kandidater kan på kandidatlisten skriftligt bemyndige én eller flere stillere eller kandidater til at anmelde listeforbund eller valgforbund. Uanset om bemyndigelsen er givet til to eller flere stillere eller kandidater, anses bemyndigelsen for givet til de pågældende hver for sig, medmindre det på kandidatlisten er angivet, at bemyndigelsen er givet til de pågældende i forening. En kandidatliste kan trækkes tilbage fra et anmeldt listeforbund eller valgforbund. Skriftlig meddelelse om tilbagetrækning fra anmeldte listeforbund eller valgforbund skal indleveres til direktionssekretariatet senest kl. 12.00 den 26. oktober 2009. Meddelelsen skal være underskrevet af kandidatlistens stillere og kandidater medmindre der er givet bemyndigelse jf. nedenfor. Stillere og kandidater kan på kandidatlisten skriftligt bemyndige én eller flere stillere eller kandidater til at give meddelelse om tilbagetrækning fra et anmeldt listeforbund eller valgforbund. Uanset om bemyndigelsen er givet til to eller flere stillere eller kandidater, anses bemyndigelsen for givet til de pågældende hver for sig, medmindre det på kandidatlisten er angivet, at bemyndigelsen er givet til de pågældende i forening. Tilbagetrækning af en kandidatlistes deltagelse i et forbund medfører ikke, at det anmeldte forbund bortfalder for de øvrige deltagere i forbundet. Tilsvarende gælder i tilfælde af mangler ved anmeldelse af et forbund.
|