|
 Hederne er en karakteristisk naturtype og findes normalt på mager, sandet jord. De dominerende planter er dværgbuske så som hedelyng og revling. Men tilsvarende arealer, domineret af græsser eller laver (lichener) opfattes også som heder. Tidligere tiders drift og naturforholdene har gjort jorden så sur og næringsfattig, at kun få plantearter trives på hederne.
Heden er et kulturfænomen, og kan betragtes som et fastholdt stadie i den naturlige udvikling fra opgivet, udpint (næringsfattig) agermark på sandet jord henimod lukket skov også kaldet en halvkultur.
Oprindelse og anvendelse
Hedelignende plantesamfund dominerede det danske landskab i tiden efter sidste istid, men efterhånden som skoven erobrede landet, blev heden trængt tilbage. Først med bondekulturens opdyrkning af landet i stenalderen (ca. 2500 f.Kr) skete der en væsentlig udvidelse af hedearealerne. Opgivne og udpinte marker og overdrev og ødelagte skove på næringsfattig jord blev til heder. Heden er imidlertid ikke en stabil naturtype, idet den lyskrævende lyngvegetation før eller senere vil blive udkonkurreret af buske og træer.
Den traditionelle udnyttelse af hedearealerne bevirkede, at hedevegetationen blev fastholdt, idet græsning med får og geder, skrælning af lyngtørv, fældning af træer og slåning af lyngen til dyrenes vinterfoder holder trævæk sten nede og forynger hedevegetationen. Samtidig skete der en næringsstoffjernelse, udvaskning og forsuring, så jorden blev mindre og mindre dyrkningsegnet. Det samlede hedeareal blev stadigt større, efterhånden som mere skov blev fældet, og jorden blev taget ind til dyrkning, som efter en årrække måtte opgives, hvorefter arealet sprang i hede. Denne udvikling fortsatte til op imod år 1800. På dette tidspunkt var store dele af den magre, sandede jord i Jylland dækket af hede.
Hedearealerne er siden blevet stærkt formindsket ved opdyrkning og skovtilplantning. Tilbage er nu kun arealmæssigt små rester af dette udpinte halvkulturlandskab.
De hedeområder, der gennem meget lang tids anvendelse er blevet fastholdt som åbne, næringsfattige naturtyper, rummer et karakteristisk plante- og dyreliv, der udviser en række spændende tilpasninger til naturforholdene på heden.
Bevarelse
Tilgroning af hedearealer med træer og buske kan ske i løbet af få årtier. Dette er den største trussel mod tilbageværende hedearealer. For at bevare tilbageværende hedearealer er det nødvendigt at opretholde den udnyttelse, som har skabt denne halvkulturtype, det vil sige ekstensiv afgræsning eller eventuelt slåning eller afbrænding.
For at bevare heden kan det derfor være nødvendigt at rydde opvækst af træer og buske og derefter etablere græsning eller slåning. Slåning bør suppleres med fjernelse af det afslåede materiale for at nedbringe belastningen med næringsstoffer. Yderligere opdyrkning og tilplantning af hedeområder med skov eller pyntegrøntskulturer er næppe længere rentabelt og derudover omfattet af naturbeskyttelseslovens forbud mod til-standsændringer. Gamle, græssede heder kan ofte være præget af spredte træer og buske (f.eks. enebær).
Hederne i Norddjursland
På grund af de store forskelle i jordbundsforhold og delvis i nedbørsmængde er der forskel på hederne. På Djursland findes mest græsdominerede hedetyper, hvorimod der på Anholts Ørken findes en så næringsfattig sandbund, at heden hér domineres fuldstændig af laver (lichener).
Flora
Hedens typiske planter fordeler sig i forhold til fugtighedsforhold og solindstråling.
Den dominerende plante er den stedsegrønne hedelyng, der ligesom klokkelyng med sin bladbygning er tilpasset, så fordampningen fra planten er lille på varme tørre sommerdage, mens der kan ske en stor fordampning fra planten, når der er rigeligt med vand i jorden. Den store fordampning er nødvendig for, at planterne kan sikre en stor vandgennemstrømning, således at de kan blive forsynet med de sparsomme næringsstoffer fra den udpinte sandjord. Hertil bidrager også et specialiseret samliv med svampe i jorden (mykorrhiza).
En anden, speciel måde at sikre tilstrækkelig med næringsstoffer til plantevækst ses hos den insektædende soldug, som findes i kanten af hedemoser. Små fluer, som bliver hængende i bladenes fangstlim, fortæres og udgør et supplement til jordbundens sparsomme plantenæringsstoffer.
Fauna
Mest iøjnefaldende er fuglene. De store hede- og hedemoseområder husede tidligere stabile ynglebestande af nu stort set forsvundne arter som urfugl, trane og stor regnspove. I takt med hedearealets tilbagegang er disse fugle blevet meget sjældne. Ellers er der meget få fugle, der kun er knyttet til heden, men typiske ynglefugle er stenpikker, sanglærke, ager-høne og krikand.
En lang række specialiserede insektarter kan klare hedens tørre og ørkenagtige mikroklima, blandt dem to smukke sommerfugle, som snævert er knyttet til lyngheden, nemlig argus blåfugl og foranderlig blåfugl. Derudover træffes også ofte klit-perlemorssommerfugl og hede-pletvinge. De tørre og varme forhold i vegetationen tiltrækker ligeledes de fleste af vore krybdyrarter, nemlig hugorm og stålorm og alm. firben og markfirben. Hedeområder under delvis tilgroning rummer ofte store bestande af rådyr og er også i områder med krondyr vigtige fødesøgningsområder.
|
