|
 De ferske enge er relativt fugtige lavbundsarealer med en lysåben og lavtvoksende vegetation af græsser og urter skabt ved græsning og/eller høslæt.
Oprindelse og anvendelse
De ferske enge er oprindeligt udviklet fra kær gennem græsning og høslæt. Kær er naturligt dannede fugtige områder med højtstående grundvand og findes typisk langs åløb og søbredder, i terrænlavninger, samt hvor grundvandet siver frem f.eks på skråninger eller ved foden af disse (væld). Kærene har de fleste steder oprindeligt båret skov. Det viser bl.a. de mange trærødder, som findes i den underliggende tørv.
I jernalderen skete de første permanente skovrydninger blandt andet af ellekrat. Jernleen muliggjorde høslæt, og kærene omdannedes til fugtige høslætsenge. Vidt udbredt blev høslæt og græsning i engene dog nok først i vikingetid eller tidlig middelalder, hvor pollenanalyser viser, at rød-el går stærkt tilbage mange steder. Græsning og høslæt har været en vigtig driftsform helt op til sidste halvdel af 1900-tallet. Typisk blev høslættet påbegyndt i første halvdel af juli. Når høet var kørt hjem, fik dyrene oftest lov til at afgræsse engene, men der kunne også foretages et efterslæt i sensommeren eller først på efteråret. Engene har således spillet en meget vigtig rolle for produktionen af vinterfoder til kvæget og for produktionen af gødning til højere liggende marker.
De enge, som i dag fortsat drives, kan betegnes som henholdsvis kulturenge og naturenge. Hertil kommer de uudnyttede enge, hvor driften af forskellige årsager er opgivet. Kulturenge omlægges med kulturgræsser med nogle års mellemrum. De er oftest gødskede og drænede, og der sprøjtes evt. også mod uønskede planter og dyr som f.eks. brændenælder og stankelbenslarver. Naturenge har derimod aldrig eller sjældent været omlagte, og de får ikke tilskud af gødning. De kan evt. være afvandede af hensyn til græsning eller høslæt. Hvis omlægningen af kulturengene hidtil ikke er sket hyppigere end hver 7.-10. år, er disse enge omfattet af naturbeskyttelsesloven ligesom naturengene og de uudnyttede enge, uanset om de er gødskede og drænede.
Bevarelse
I takt med udviklingen i landbruget er behovet for engområder til græsning og høslæt mindsket. Mange tusinde hektarer engområder i hele landet er som følge heraf blevet drænet og opdyrket. Andre arealer er simpelthen opgivet, fordi udnyttelsen ikke længere er rentabel, ofte fordi arealerne er for små, uhensigtsmæssigt beliggende rundt om ejendommen eller vanskeligt tilgængelige.
Med naturbeskyttelseslovens ikrafttræden den 1. juli 1992 er de resterende engarealer i dag beskyttet mod bl.a. afvanding, opdyrkning og forøget gødskning. Bevarelsen af engene skulle således i princippet være sikret, men kun i princippet, idet engenes karakteristiske og værdsatte plante- og dyreliv kun kan bevares, såfremt en eng fortsat drives med græsning og/eller høslæt. En ophørende eller aftagende udnyttelse af engene til græsning eller høslæt vil på relativt få år medføre, at et tidligere artsrigt plantesamfund afløses af et mere artsfattigt tilgroningssamfund.
Græsnings- og slåningsfølsomme arter som f.eks. Stor Nælde, Lådden Dueurt, Tagrør og Alm. Mjødurt, som ofte har været tilstede som spredte, lavtvoksende individer, får pludselig mulighed for at vokse op og brede sig, ligesom buske og træer kan etablere sig. I dette samfund af høje urter skygges de fleste af engens planter væk. Til sidst dominerer træer og buske i en sådan grad, at engen kan blive til et fugtigt skovområde. Samtidig med, at der foregår en tilgroning, sker der en faunaændring. For fuglelivet kan denne ændring bestå i, at vadefuglene forsvinder og erstattes af spurvefugle som f.eks. rør- og gulspurv. Vibe, rødben, dobbeltbekkasin og gul vipstjert, som yngler og søger føde på de ferske enge, har alle haft en markant tilbagegang i dette århundrede på grund af opdyrkning og/eller tilgroning af de ferske enge.
Engenes landskab og natur
De ferske enge er et karakteristisk indslag i det danske landskab og en del af vor kulturhistorie. De grønne enge med græssende kreaturer omkring åen, som slynger sig i åbne, flade ådale eller i dybe smeltevandskløfter, værdsættes højt af mange mennesker, fordi de er med til at skabe et smukt landskab og ofte indeholder et rigt plante- og dyreliv.
Flora
Det mest varierede planteliv findes på enge, som ikke omlægges eller gødskes (naturenge), og som har haft en lang stabil driftshistorie med græsning og/eller høslæt. Herudover er bl.a. fugtighedsforhold og mængden af naturligt forekommende næringsstoffer og specielt kalkindhold afgørende for, hvilke planter der findes på engene.
På naturenge, hvor der forekommer væld, eller hvor grundvandet står højt, findes der et stort antal arter. Her kan forekomme f.eks. Hjertegræs, Almindelig Star, Eng-nellikerod, Engblomme samt Maj Gøgeurt og andre orkidéer. Andre enge (dyndenge), som på grund af oversvømmelse er vanddækkede i en længere periode af året, men samtidig har et dybere liggende grundvandsspejl i sommerhalvåret end de før omtalte enge, har en anden og mere artsfattig vegetation. Typiske dyndengsplanter er Toradet Star, Eng-kabbeleje, Gåse Potentil, Knæbøjet Rævehale og Lav Ranunkel. Hvis engen omlægges, dominerer de kulturgræsser, der isås efter en omlægning, f.eks. Eng Rottehale (timothe), Alm. Rajgræs og Rød Svingel, og der findes langt færre arter end i naturengen, idet de naturligt forekommende planter bliver pløjet ned. Efter omlægningen vil indvandringen af de vilde planter ske lidt efter lidt, men mange og især de sjældnere arter som f.eks. Engblomme og orkidéer, skal bruge adskillige år til at vinde fodfæste igen.
Mange af de karakteristiske engplanter konkurrerer bedst på en ret næringsfattig bund. Tilførsel af gødning begunstiger arter med kraftig tilvækst, især kulturgræsser som Alm. Rajgræs, Engrapgræs og Engrottehale, men også vilde græsser som Fløjls Græs og Vellugtende Gulaks begunstiges. Af urterne vil arter som f.eks Alm. Røllike, Horse Tidsel, Mælkebøtte, Alm. Syre og Græsbladet Fladstjerne vinde frem. Derimod kan f.eks. Hjerte Græs, Engblomme og orkidéer ikke klare sig, hvis engen gødskes.
Fauna
Adskillige danske ynglefugle, blandt andet vibe, rødben, dobbeltbekkasin og gul vipstjert, yngler og søger føde på de ferske enge. Også for en lang række trækfugle er engene af stor betydning, idet de forår og efterår udgør gode fødesøgnings- og rasteområder for blandt andet svaner, ænder, gæs, rovfugle og vadefugle.
I et intensivt dyrket landbrugsland udgør engene områder, hvor en række arter har forbedrede muligheder for fødesøgning. En art som vibe har f.eks. større ynglesucces på ferske enge sammenlignet med dyrket land, hvor der på grund af fødemangel oftest ikke kan produceres nok unger til at opretholde en levedygtig bestand.
Engenes mangfoldighed af plantearter giver føde og leve steder til en lang række insekter. Dagsommerfuglene Aurora og Engblåfugl lever udelukkende i lysåbne moser og enge. Også for frøer og tudser, som netop lever af insekter og andre smådyr, er engene vigtige fødesøgnings- og levesteder. Snogen kan også træffes på de ferske enge, hvor den fanger frøer og tudser, som udgør en vigtig del af dens føde. Der er ingen pattedyrart, som er fuldstændig afhængig af engen som levested, men for arter som grævling, ilder, lækat, brud og mosegris er engen et vigtigt fødesøgningssted.
Indsats
Den største trussel mod engene er tilgroning som følge af ophørende eller ændret udnyttelse, men også kulturindgreb som omlæg, gødskning og afvanding ændrer engenes karakter i negativ retning. Det er derfor vigtigt, at engene fortsat udnyttes til græsning eller høslæt, men udnyttelsen skal samtidig helst være ekstensiv eller tilrettelægges, så det naturlige plante- og dyreliv har gode livsbetingelser.
|
